27 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

DF sender sundhed til EU

DF sender sundhed til EU

Fredag, 13. november, 2009, 00:00:00

Dansk Folkeparti sikrer dansk ja til EU`s omstridte sundhedsdirektiv, der vil føre til mere ulighed og markedsgørelse. Partiet svigter svage patienter, siger Enhedslisten

Et ubetinget dansk ja til at lade EU forvandle sundhed til serviceydelser, der skal sælges på kryds og tværs af landegrænserne.
Det er, hvad Dansk Folkeparti har givet sundhedsminister Jakob Axel Nielsen med i kufferten, når han skal forhandle EU`s omstridte sundhedsdirektiv på plads med de andre sundhedsministre i EU`s ministerråd.
- Det er problematisk, at direktivet bare er sendt videre uden forbehold. Hvis det bliver gennemført i nuværende form, vil det skævvride adgangen til behandling, fordi de patienter, der ikke kan behandles rettidigt i Danmark, selv skal betale for rejseomkostninger og søge information om mulighederne, siger Morten Freil, direktør for Danske Patienter, til Arbejderen.
Regeringspartierne fik deres ja til direktivet på et møde i Folketingets Europaudvalg sidst i oktober. Da udvalget skulle beslutte, hvilket mandat ministeren får med til ministerrådet, tegnede der sig et flertal for at få beslutningen udskudt. Men så trådte Dansk Folkeparti til og sikrede et dansk ja til at give embedsmændene i Bruxelles afgørende indflydelse på det danske sundhedssystem.
- Vores sundhedsordfører og jeg var lige ovre hos Jakob Axel og vende det først, fordi vi ville være sikre på, at vi gjorde det rigtige. Og så blev vi enige om, at vi ville sige ja, fortæller Dansk Folkepartis medlem af Europaudvalget, Pia Adelsteen, til Arbejderen.
Danske Regioner, Kommunernes Landsforening og flere fagforeninger og patientforeninger advarer om, at direktivet vil føre til mere ulighed, mindre demokratisk kontrol og true grundlaget for det offentlige sundhedssystem.
Ved Europaudvalgsmødet udbad Socialdemokraterne, SF og Radikale sig tid til at undersøge konsekvenserne før et eventuelt ja til direktivet, mens Dansk Folkeparti sagde ja uden diskussion.
Enhedslistens Per Clausen, der som det eneste medlem stemte konsekvent imod, ærgrer sig over Dansk Folkepartis blåstempling.
- Hvis Dansk Folkeparti havde stemt sammen med os andre, kunne vi have udsat beslutningen og brugt tiden til at rejse en diskussion i befolkningen. Nu risikerer vi, at direktivet går rent igennem med dansk støtte. Dansk Folkeparti har svigtet de svageste patienter og banet vejen for mere ulighed og markedsgørelse i det danske sundhedssystem, siger Per Clausen til Arbejderen.


Sundhed som vare
Sundhedsdirektivet skal give EU`s patienter ret til at tage nationale penge med sig til behandlinger i resten af Unionen. Men det gælder kun for patienter, der selv kan lægge ud for behandlingen. Samtidig vil det fratage medlemslandene retten til at bestemme, hvilke patienter og sygdomme, der skal behandles først, og det vil fremme forsikringsbaserede sundhedssystemer.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


13. nov. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:08

Indland