27 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Stor kritik af Løkkes klimaplan

Stor kritik af Løkkes klimaplan

Tirsdag, 17. november, 2009, 00:00:00

Miljøbevægelser og oppositionen retter en skarp kritik af Lars Løkke Rasmussen efter, at han har bøjet af overfor USA i forhold til klimaaftalen

Lars Løkke Rasmussen laver studehandler med udvalgte lande.
Så skarp lyder kritikken fra John Nordbo, leder af Verdensnaturfondens klimaprogram, efter at statsministeren i weekenden gjorde det helt klart, at regeringen har droppet at få en juridisk bindende klimaaftale på klimatopmødet i København i næste måned.
Det skete i Singapore, hvor Lars Løkke mødtes med blandt andet Kina og USA i forbindelse med Apec-topmødet for 21 stats- og regeringschefer fra de største Stillehavslande.
- Statsministeren har et forklaringsproblem. Han siger, at der skal ske handling her og nu, men reelt lægger han op til, at en aftale i København blot skal indeholde målsætninger for landenes udslip i 2020. Der er 11 år til, og vi har ingen garanti for, at landene vil begynde at skrue op for klimaindsatsen her og nu, siger John Nordbo.
Han understreger nødvendigheden af at få en juridisk bindende aftale. Det samme gør blandt andet miljøorganisationen Greenpeace, SF og Enhedslisten.
- Kina har i en længere periode udsendt meget positive signaler, og det er absolut ikke utænkeligt at Kina kan overtales til at indgå en juridisk bindende aftale i København. Det er sørgeligt, at Danmark og USA nu i stedet bruger kræfterne på at overtale Kina til at sænke ambitionsniveauet, siger Tove Maria Rydin, klimaforhandlingsekspert fra Greenpeace.
Statsministeren afviser kritikken.
- Det står lysende klart for alle, at det ikke kan lade sig gøre at nå en juridisk bindende aftale, som når ud i den sidste paragraf under topmødet i København. Vi vælger så at holde fast ved det høje ambitionsniveau og lave en politisk bindende aftale i København, der i realiteten dækker fuldt det samme indhold som en juridisk aftale vil gøre, siger Lars Løkke Rasmussen til Ritzau.
Søndag mødtes 40 ministre fra blandt andet USA, Kina, Indien og en række afrikanske lande på Planetariet i København til det sidste forhandlingsmøde inden klimatopmødet. De blev mødt af aktivister fra Greenpeace med budskabet 'Our suvival your decision' (vores overlevelse jeres ansvar). Mødet slutter i dag.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. nov. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:07

Indland