16 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

FTF vil forny velfærdsmodel

FTF vil forny velfærdsmodel

Onsdag, 18. november, 2009, 00:00:00

Den økonomiske krise lægger pres på den danske velfærdsmodel, der trænger til fornyelse, lyder oplægget til to dages kongres i FTF

Den danske velfærdsmodel trænger til fornyelse.
Det mener hovedorganisationen FTF, der i dag tager hul på to dages kongres.
I bred forstand er den danske velfærdsmodel en succes, mener FTF.
- Men den danske samfundsmodel er ikke så succesfuld, som den har været, og den er under voldsomt pres på afgørende punkter. Samtidig er dansk økonomi mærket af den internationale økonomiske krise, siger FTF`s formand Bente Sorgenfrey til Arbejderen.
Velfærdsmodellen har succes, fordi den grundlæggende bygger på princippet om at være solidarisk finansieret og med lige adgang til velfærd og social sikkerhed for alle borgere, hedder det i oplægget til kongressen. Heri fremhæves der tre grundpiller, som den 'succesfulde samfundsmodel' efter FTF's opfattelse hviler på: Det fælles velfærdssamfund, det fleksible og trygge arbejdsmarked - og den danske aftalemodel.
Bente Sorgenfrey peger på stigende arbejdsløshed, det offentlige underskud og problemerne med afsætning af dansk eksport som faktorer, der er med til at sætte samfundsmodellen under pres.
Skal Danmark fortsat stå stærkt i den globale økonomi og samtidig være i stand til at udvikle velfærden, kræver det fornyelse, mener FTF.
- Den fornyelse bidrager vi gerne til. Vi mener, der skal satses massivt på uddannelse. Vi ser gerne, at der bliver nedsat en uddannelseskommission, der får til opgave at bringe Danmark op i gear. Andelen af danskere, der gennemfører en uddannelse, er ikke bare stagneret, men begyndt at falde. Vi er sakket bagud sammenlignet med andre europæiske lande. Den udvikling skal vi have vendt, siger Bente Sorgenfrey.
Hun mener, at manglen på kvalificeret arbejdskraft, krise eller ej, bremser både vækst og fornyelse, og dermed indskrænker den velfærd, som skulle gavne borgerne og samfundet.
Også den danske aftalemodel skal fornyes. FTF erkender, at aftalesystemet er under pres af EU-domstolens domme om konfliktret og mindstelønninger.
'Der er behov for en mere offensiv EU-politik, hvor gode arbejdsvilkår og forhandlede aftaler sikres gennem etablering af en række sociale grundrettigheder, som sikres national forankring i form af kollektive aftaler eller lovgivning. EU-regulering i form af partsaftaler og globale anbefalinger for eksempel om rammebestemmelser for sektorer og virksomheder er at foretrække,' mener FTF.
En fornyelse af aftalesystemet drejer sig ikke kun om overenskomstforhandlingerne mellem lønmodtagere og arbejdsgivere, men også om trepartsdrøftelser både nationalt og internationalt.


Fakta om FTF
FTF er hovedorganisation for 450.000 offentligt og privat ansatte. Medlemmerne er inddelt i tre sektorer: Ansatte i kommuner og regioner, ansatte i staten og ansatte i private firmaer. Blandt FTF's medlemmer finder man pædagoger, sygeplejersker, lærere, politibetjente og socialrådgivere, men også ansatte ved SKAT, skuespillere og ansatte i militæret.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


18. nov. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:07

Indland