27 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Søfolk strandet i Svendborg

Søfolk strandet i Svendborg

Lørdag, 21. november, 2009, 00:00:00

Fire østeuropæiske sømænd har ligget til kaj i Svendborg Havn i snart 14 dage. De har ikke fået løn i to måneder, og nu er det danske rederi gået konkurs

For snart 14 dage lagde den danskejede coaster Lis Weber til kaj i Svendborg Havn. Om bord på skibet var fire østeuropæiske søfolk.
Nu er Svendborg-rederiet, C.J. Helt og de tre partsrederier gået konkurs. Skibets kaptajn, der personligt har part i skibet, har i bogstaveligste forstand forladt den synkende skude.
- Det er dybt forargeligt, at hverken rederiet eller kaptajnen sørger for besætningen. De er efterladt i et land, hvor de ikke forstår sproget, uden proviant, penge eller forklaring på, hvad der skal ske, siger Tonni Hansen, formand for 3F Sydfyn, til Arbejderen.
Forsyningen af både mad og drikke om bord er yderst sparsom.
De fire søfolk, der kommer fra Litauen og Ukraine, supplerer deres kost med fisk, de fanger i Svendborg Havn.
Den lokale 3F-afdeling sørgede i går for, at der blev lagt rent vand ind i skibet. Der er også sørget for andre fornødenheder samt brændstof til skibets hjælpemotor og nødgenerator.
Trækker sagen yderligere i langdrag, vil Tonni Hansen sætte en indsamling i gang på arbejdspladserne i lokalområdet.
- For besætningen skal ikke mangle hverken mad eller drikke, understreger 3F-formanden.
Søfolkene henvendte sig i sidste uge til ITF (Det Internationale Transportarbejderforbund) for at få hjælp til at få udbetalt deres tilgodehavende og penge til hjemrejse.
- Der er ingen danske myndigheder, der går ind og sørger for, at de her søfolk kan komme hjem på betryggende vis. Det er dybt uanstændigt, siger Morten Bach til Arbejderen.
Han er ITF`s danske skibsinspektør og dybt forarget over den behandling, søfolkene udsættes for.
Nordea har været nævnt som part i sagen via sit opkøb af Fionia Bank.
Nordeas pressechef, Claus Christensen, har imidlertid henvendt sig til Tonni Hansen fra 3F Sydfyn for at gøre opmærksom på, at 'Shipping ikke er en del af det engagement, som Nordea har overtaget efter Fionia Bank, og at Nordea derfor ikke er involveret i det skib', der nu er strandet i Svendborg Havn. Shipping er den ene af tre partsreddere, der er omfattet af konkurs.
- Det er min påstand, at Nordea har et ansvar. De har overtaget Fioni og kan ikke bare nøjes med at tage de dele med over, hvor der er sorte tal på bundlinjen. De har vel også overtaget de røde tal, mener Morten Bach.
- Jeg har foretaget arrest i skibet for at sikre, at søfolkene med tiden får deres løn. De har cirka 200.000 kroner til gode og skal også have betalt for deres hjemrejse, forklarer Morten Bach.
Han forventer tidligst, at der sker noget i sagen mandag. Men glæder sig over, at der nu er taget hånd om de fire besætningsmedlemmer.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


21. nov. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:07

Indland