27 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Forældre frygter løftebrud

Forældre frygter løftebrud

Onsdag, 25. november, 2009, 00:00:00

Hold jeres valgløfter og skån børnene for flere nedskæringer, beder de københavnske forældre kommunens nyvalgte politikere. Der forventes nye blokader i dag

Der bliver ikke ro på de københavnske institutioner før Rådhuset stopper sin politiske farce!
Sådan lyder beskeden fra de forældre, der i går blokerede og aktionerede på over 100 børneinstitutioner i København i protest mod kommunens nedskæringer på området.
Flere forældregrupper opfordrede i går til, at samtlige institutioner i København blokeres i dag.
- Onsdag holder Børne- og Ungdomsudvalget møde, og hvis sagen igen skal tages op her, så er det femte gang, at udvalget skal forsøge at opnå enighed om en løsning. Det er en farce, som bør stoppes nu, mener Jakob Lindahl fra Københavns Forældre Organisation (KFO).
Forældrene er vrede over, at politikerne endnu ikke har ændret deres beslutning om at spare på børneområdet i næste års budget. Under kommunalvalgkampen lovede flere af hovedstadens ledende politikere, at den såkaldte kompensationsordning alligevel ikke skulle afskaffes - men de har ikke villet garantere, at de 47,7 millioner kroner ikke skal findes et andet sted på børneområdet.
- Aftenen inden valget lavede forældrene fakkelvagt foran TV Lorry for at minde politikerne om, at de ønskede en løsning inden valget. Her lagde flere spidskandidater vej forbi og lovede forældrene, at der ikke skulle spares mere på børnene, og det var muligt at finde andre løsninger. Vi håber, de holder deres ord, siger Jakob Lindahl.
Hvis de 47,7 millioner kroner ikke skal skæres på børneområdet, er det op til rådhusets Økonomiudvalg at finde et andet sted i budgettet, de kan undværes.
Økonomiudvalget, hvor alle rådhusets borgmestre sidder, mødtes i går aftes efter Arbejderens deadline.


Sparesagen kort
Københavns Kommune skærer 200 millioner kroner af børne- og ungdomsområdet på næste års budget. Det lykkedes kort før kommunalvalget blokerende forældre og strejkende pædagoger at få bremset de 47,7 millioner kroner, der yderligere skulle spares ved at afskaffe kompensationen til institutioner med mange trapper og langt til legepladsen. Nu slås de for at undgå, at de 47,7 millioner skæres et andet sted på børneområdet i stedet.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. nov. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:07

Indland