27 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Konservative: Syge må forsikre sig

Konservative: Syge må forsikre sig

Lørdag, 28. november, 2009, 00:00:00

En forsikring mod langtidssygdom skal lukke hul i sygedagpengelov, foreslår de konservatives arbejdsmarkedsordfører. Hul i hovedet, mener socialrådgiver

Tegn en personlig forsikring!
Sådan lyder svaret fra de konservatives arbejdsmarkedsordfører Knud Kristensen på spørgsmålet om, hvad man skal gøre, når retten til sygedagpenge bortfalder.
'Jeg er af den opfattelse, at der skal en personlig forsikring til at løse denne problemstilling. Min helt personlige opfattelse er, at der ikke sættes andre foranstaltninger i stedet', skriver den konservative politiker, der også er formand for Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg til Ole Jensen i Viborg.
I torsdags fortalte Ole Jensen sin historie til Arbejderens læsere.
Den 48-årige viborgenser kan se frem til, at hans sygedagpenge stopper med udgangen af december måned, når han har været sygemeldt i 52 måneder.
- Så skal vi leve af min kones løn, som ikke engang rækker til betaling af de faste udgifter. Det er hårdt både at være syg, og så samtidig skulle bekymre sig om næste måneds udgifter, fortæller den sygemeldte far til to drenge på syv og ni år.
Ole Jensen er langt fra alene om at få frataget en væsentlig del af sit eksistensgrundlag på grund af sygedagpengereglerne. Sidste år fik mellem 5000 og 7000 sygemeldte stoppet deres sygedagpenge, uden at der blev stillet noget andet i stedet.
- Det er hul i hovedet at pege på en privat forsikring som løsning på det her problem. Det rykker ved den helt grundlæggende ret, at man kan få hjælp, når man er ude af stand til at forsørge sig selv og sin familie, sige Lone Harders til Arbejderen.
Hun er ansat som socialrådgiver i 3F Kolding og ser et tydeligt mønster fra Ole Jensens sygdomsforløb til de sager, hun har med at gøre i fagforeningen.
- Reglerne for at modtage sygedagpenge er blevet strammet og strammet. Opfølgningsreglerne er meget skrappe, og der er absolut ingen, der modtager sygedagpenge, med mindre de er syge, fastslår socialrådgiveren.
Den 1. juli kom der en mulighed for forlængelse af sygedagpengeperioden på ekstra 26 uger ind i loven. Men 3F oplever stadig sygemeldte medlemmer falde ud af systemet og blive efterladt uden økonomisk hjælp.
- Det her er et politisk problem. Vi mener, at varighedsbegrænsningen helt skal ophæves. Hvorfor er der nogen, der skal stå uden forsørgelse, når de er syge og uarbejdsdygtige. Det er ikke værdigt, mener Lone Harders.
Ole Jensen har sendt mail til 94 politikere fra alle de politiske partier. Ud over Knud Kristensen har blandt andet også Bent Bøgsted fra Dansk Folkeparti svaret. Efter hans opfattelse burde Ole Jensen tilbydes et fleksjob. Dansk Folkepartis arbejdsmarkedsordfører mener, der er for store forskelle på praksis fra kommune til kommune og vil arbejde for ens sagsbehandling i kommunerne og på at forbedre forholdene.


Eksempel fra 3F Kolding
45-årig gift kvinde, der har fået besked på at sygedagpengene stoppes.
Hun er kommet alvorligt til skade med nakke og hoved ved en arbejdsulykke.
Flere forsøg på at gennemføre arbejdsprøvning må opgives, da hun er for dårlig.
Efter trekvart år bliver hun opereret for en diskusprolaps i nakken (følger af ulykken). Hun begynder genoptræning og sygedagpengeperioden forlænges, da der forventes afklaring inden for 26 uger.
Efter en kortvarig forbedring får kvinden et tilbagefald og bliver tiltagende dårligere. Nye undersøgelser, sandsynligvis ny operation i vente. Stadig ingen afklaring, men sygedagpengene stoppes, da mulighederne for forlængelse er opbrugt.
Medlemmet har ikke en chance for at ændre på sin situation. Kan ikke arbejde og er nødt til at vente på ny operation. Hun er nødt til at følge en genoptræningsplan. Først når lægerne siger o.k., kan hun deltage i en afklaring af arbejdsevnen, som typisk varer tre måneder. Tit skal der flere arbejdsprøvninger til. Det kvindelige medlem har udsigt til lang tid uden anden indtægt end ægtefællens.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


28. nov. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:08

Indland