26 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Flere skal vidne anonymt

Flere skal vidne anonymt

Torsdag, 03. december, 2009, 00:00:00

Justitsministeren vil have flere anonyme vidner. Retssikkerhedsfonden frygter, at det vil blive nemmere at bruge domstole til at få hævn

Anonyme vidner skal sende flere bandemedlemmer og rockere i fængsel.
Det mener justitsminister Brian Mikkelsen, der indenfor ti dage vil komme med et udspil, der skal gøre det nemmere at vidne anonymt.
Ministeren fandt straks lov-pennen frem efter, at 'Madame Helene' den kvindelige ejer af en S/M-klinik på Nørrebro i weekenden fortalte, at en 'indvandrerbande' havde forsøgt at true hende til at udlevere beskyttelsespenge.
Hos Nørrebro Handelsforening kender ingen til lignende tilfælde:
- Vi har spurgt på møder med både bestyrelsen og medlemmerne, og der er ingen, der kender til det her. Det betyder jo ikke, at det ikke kan være sket for kvinden, men det lader ikke til at være et generelt problem, siger formanden for Nørrebro Handelsforening, Hans Mejlshede, til Berlingske Tidende.
Selvom alt tyder på et enkeltstående tilfælde, har justitsministeren alligevel sat domstolene, Rigspolitiet og Rigsadvokaten til at komme med deres bud på, hvordan det kan gøres nemmere at vidne anonymt.
Formanden for Retssikkerhedsfonden, Ole Espersen, advarer med at gøre det nemmere at vidne anonymt:
- Anonyme vidner er en meget alvorlig form for retspleje, fordi den indfører mere hemmelighed i retssalene. Hvis et vidne er anonymt, aner den anklagede ikke, hver der fremkommer med anklagerne eller beviserne. Anonyme vidner bliver især brugt i narkosager i dag. Risikoen er, at vidnet kan have et hævnmotiv. Det hævnmotiv kan nemmere skjules, hvis vidnet er anonymt. Når man ikke kender identiteten på vidnet, bliver det sværere at finde frem til dets motiver, siger Ole Espersen til Arbejderen. Han uddyber:
- Vi aner ikke engang, hvordan det nuværende system med anonyme vidner virker. Jeg synes ministeren burde sætte Straffelovsrådet til at undersøge, hvordan systemet virker i dag. Og først herefter tage stilling til, om det er godt nok, eller der er behov for nye regler. Det er her virker meget som et hovsa-udspil.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. dec. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:08

Indland