Peberspray og præventive anholdelser. Politiets arsenal af magtmidler er de seneste år vokset så meget, at de truer forsamlingsfriheden, advarer retspolitisk tænketank
Peberspray, vandkanoner og præventive anholdelser.
Politiet har de seneste år fået flere og flere magtmidler til deres rådighed - og lovgivningen omkring deres brug er så tåget, at retssikkerheden og forsamlingsfriheden er truet.
Det mener centerleder Marc Jørgensen fra den retspolitiske tænketank Cerepo, som Arbejderen har mødt til en snak om de midler, politiet og domstolene kan tage i brug i forbindelse med FN`s klimatopmøde.
- Den største trussel mod demokratiet er, hvis politiets nye beføjelser skræmmer folk fra at deltage i farverige og folkelige demonstrationer, siger ba. jur. Marc Jørgensen til Arbejderen.
Cerepo (Center for Rets- og Politistudier) har siden 2006 overvåget og analyseret den retspolitiske udvikling i Danmark. Tænketanken har et ekspertpanel af en række kendte jurister, retsfilosoffer og socialarbejdere, blandt andet kriminolog Beth Grothe Nielsen og advokat Hanne Reumert, i ryggen.
- Siden 2001 har beslutningstagerne lyttet mindre og mindre til de juridiske eksperter. Det frustrerer sagkundskaben og øger risikoen for, at vi får love, der ikke virker efter hensigten og rammer uskyldige, mener Marc Jørgensen.
Som eksempel nævner han knivloven fra 2008, som har ført til en række sager med absurde og uretfærdige straffe.
- Jeg er sikker på, at vi på samme måde vil se lømmelpakken ramme en masse mennesker, som ikke har gjort noget ulovligt. Ikke mindst i forbindelse med klimatopmødet, spår Marc Jørgensen.
Staven som straf
Marc Jørgensen deler politiets magtmidler op i de juridiske midler, som varetægtsfængslinger og præventive anholdelser, og de fysiske, som stav, tåregas, peberspray, hunde og vandkanoner.
- Det er de magtmidler, demonstranter og andre kan møde på gaden, forklarer han.
Staven er et af politiets ældste våben. Men især efter rydningen af Brorsons Kirken på Nørrebro har politiet ændret sin måde at bruge den på, mener Marc Jørgensen.
- Hvor kæder tidligere blev opløst ved, at politiet løftede folk væk og satte dem ind på fortovet, bruger de i dag staven til simpelt hen at slå så hårdt, at folk bliver nødt til at give slip. I det seneste år har vi set staven brugt i et helt uhyrligt omfang, og jeg tror, der er et klart element af straf i det, siger han.
Også brugen af tåregas er eskaleret voldsomt de seneste år, påpeger Marc Jørgensen.
- Siden urolighederne i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset er tåregas blevet et fast inventar ved de demonstrationer, politiet gerne vil sprede. Det er et voldsomt overgreb, fordi det rammer alle, der opholder sig i nærheden, når det bliver brugt - ikke mindst de, der bor eller handler i området, siger han.
Andre traditionelle politivåben som hunde og heste forventer Cerepo ikke bliver taget i brug i stort omfang i forbindelse med klimatopmødet.
Den nye joker i spillet
Anderledes ser det ud med den peberspray, som politiet siden januar sidste år har haft i deres våbenarsenal.
Alene det første år, politiet har haft peberspray, brugte de den lige så meget, som de havde brugt staven de fire foregående år tilsammen.
- Trods det harmløse navn er peberspray uhyre effektivt og pacificerende. Det er en chiliblanding, der er mere end tusind gange så stærk, som almindelig madlavningschili. Det blinder dig og giver dig stærke smerter i øjnene og kan også føre til vejrtrækningsproblemer, siger Marc Jørgensen.
Endelig er politiets nyindkøbte vandkanon blevet kastet ind som det, Marc Jørgensen kalder 'den nye joker i spillet'.
- Selvom politiet siger, den først og fremmest skal bruges til at slukke brande med, har justitsministeren ikke villet afvise, at den også kan bruges mod demonstranter i ekstreme situationer. Det er koldt i Danmark i december måned, og bliver man først gennemblødt af koldt vand, er der ikke meget mere demonstration den dag, påpeger han.
Flere i fængsel
Udover politiets fysiske magtmidler, har den omdiskuterede lømmelpakke, der blev vedtaget sidste uge, også øget politiets muligheder for at anholde og varetægtsfængsle demonstranter.
- Det danske politi er glade for at bruge anholdelser i meget stort omfang, siger Marc Jørgensen.
Han skelner mellem de nye administrative frihedsberøvelser eller præventive anholdelser og de 'gammeldags' strafprocessuelle anholdelser.
- Den administrative frihedsberøvelse giver nu politiet ret til at tilbageholde folk i 12 timer, hvis de vurderer, at de er til fare for den offentlige orden, uden at de behøver at sigte dem for noget, og stort set uden at risikere at blive opkrævet erstatning, siger han.
Lømmelpakken har også sat straframmen op for strafbare forhold, så man nu kan straffes med op til 40 dages fængsel for at 'lægge hindringer i vejen for politiets arbejde', hvis der samtidig foregår grov forstyrrelse af den offentlige ro i samme område.
- Det kan for eksempel være for at holde fast i en lygtepæl eller sidde i kæde, mens du bliver anholdt, hvis der et andet sted i kvarteret bliver kastet flasker, forklarer Marc Jørgensen.
Med en straframme på 40 dages fængsel ligger forteelsen over de 30 dage, der skal til, for at politiet kan begære den sigtede varetægtsfængslet.
De øgede straffe har sammen med de præventive anholdelser mødt voldsom kritik fra menneskerettighedseksperter og jurister.
- Regeringen taler meget om ytringsfrihed, men ikke så meget om forsamlingsfrihed. Hvis de nye beføjelser skræmmer folk fra at deltage i alt andet end snorlige optog, er der sket en klar indskrænkning i forsamlingsfriheden, mener Marc Jørgensen.
Han er ikke i tvivl om, at menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg på et tidspunkt vil løfte pegefingeren overfor Danmark på grund af den indskrænkede forsamlingsfrihed.
- Mange love, som terrorloven, knivloven og lømmelpakken, bliver indført med henblik på ekstreme situationer. Men man glemmer, at de også skal gælde til daglig. Og her kommer de til at ramme uskyldige danskere og kriminalisere lovlig, demokratisk, politisk aktivitet. Derfor er der grund til at være bekymret for retsstaten, konstaterer Marc Jørgensen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278