Kritik af industriens lobbyer er blandt budskaberne, når tusindvis af græsrods-organisationer fra hele verden skriver alternativ klimadeklaration
Klimaproblemerne skal løses nu!
Det er budskabet i den alternative klimadeklaration, som tusindvis af græsrodsorganisationer fra hele verden vil aflevere til politikerne på FN`s klimatopmøde i Bella Centret.
- Folket bliver ikke hørt af politikerne. Der er derfor brug for en global bevægelse, hvor vi med én stemme kan forsøge at råbe dem op og fortæller dem, at det er nu, der er brug for løsninger af klimakrisen, siger Maitet Ledesma fra Filippinerne til Arbejderen.
Hun var tovholder sammen med Juan Jojas fra El Salvador, da den første af tre debatter om deklarationen i går gik i gang på det alternative topmøde Klimaforum09.
Deklarationen er i løbet af de sidste måneder blevet udarbejdet på internetbaserede fora. Nu er debatten rykket ud i den virkelige verden, hvor klimaaktivister fra et utal af lande livligt diskuterer dens indhold.
- Det kan bevises, at de menneskeskabte klimaforandringer krænker menneskerettighederne. Det sker særligt i den sydlige del af verden, hvor folk bliver presset til at forlade deres hjem på grund af problemer med klimaet. Derfor skal deklaration have et afsnit om, at et ordentligt klima er en menneskerettighed, mener Anisia Pebary fra Schweiz.
Flere af deklarationsdebattens deltagere peger på, at virksomhedslobbyerne er med til at forhindre klimaløsningerne, fordi de er mere interesserede i at øge væksten end i at igangsætte løsningerne af klodens problemer. Derfor bliver der stillet forslag om, at tilføre deklarationen en skarpere kritik af virksomhedernes indflydelse på klimaet.
- Det er virksomhedslobbyerne, som i sidste ende kontrollerer staterne, og dermed er det også dem, der bestemmer over klimaet. Og det, de vil, står i modsætning til klimaet og folket. Derfor må vi stille krav om, at virksomhedernes magt begrænses, mener Chai Kalvar, der bor i Canada, men oprindeligt kommer fra Indien.
Maitet Ledesma bakker Chai Kalvar op. Hun mener, at klimatopmødet bliver domineret af kapitalistiske interesser.
- Politikerne er stærkt domineret af virksomhedslobbyerne, som er mere interesserede i at tjene penge på klimaet end på at løse problemerne.
Ifølge Maitet Ledesma er arbejdet med deklarationen blot første skridt.
- Den globale bevægelse, som vi lige nu er ved at skabe omkring deklarationen, skal fortsætte ind i fremtiden. Vi skal blive ved med at tale med én stemme og i fællesskab kræve en bæredygtig verden, siger hun.
Når deklarationsdebatten slutter i morgen, har alle de organisationer, som ønsker det, mulighed for at underskrive deklarationen. Derefter vil den blive afleveret til politikerne på klimatopmødet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278