26 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Fyret for at kræve sikkerhedssko

Fyret for at kræve sikkerhedssko

Torsdag, 10. december, 2009, 00:00:00

Ungt murersjak får fyreseddel i stedet for sikkerhedssko og skurvogn. Aktion ved arbejdspladsen i dag

Det kan koste jobbet at forlange sikkerhedssko og skurvogn.
Det må et ungt københavnsk murersjak på tre mand erfare.
- Jeg tror, mester blev træt af, at vi blev ved med at spørge om sikkerhedsfodtøj og skurvogn. Så nu er vi blevet fyret, siger Jonas Andersen, murersvend fra det fyrede sjak, til Arbejderen.
Sjakket har arbejdet for firmaet Claus P. Andersen i tre måneder på fire forskellige pladser. Ingen af stederne har tingene været 100 procent i orden. Arbejdstilsynet har også en enkelt gang stoppet arbejdet på grund af problemer med et stillads, fortæller murersvenden.
Jonas Andersen mener ikke, at det kan passe, at han og kollegerne skal straffes for at bede arbejdsgiveren om ting, de har krav på.
- Vi er også utilfredse med, at arbejdsgiveren har bedt en tømrer om at gøre arbejdet med at lægge lerteglsten på taget færdigt, siger Jonas Andersen.
Her til morgen tager han opstilling foran arbejdspladsen sammen med arbejdsløse murere og murersvende fra 3F Bygge-, Jord- & Miljøarbejdernes Fagforening.
Det sker både i protest mod fyringen og mod mesters manglende respekt for faggrænserne.
Hvad det sidste angår, mener den unge murersvend, at det er ekstra vigtigt at sige fra. Mange af de problemer, der har været med løndumping på de danske byggepladser de seneste år, tilskriver han firmaernes brug af udenlandsk arbejdskraft uden overenskomst, mange af dem med titlen multihåndværkere.
Arbejdspladsen ligger på Rødhættevej 5-7 i Herlev.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. dec. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:07

Indland