26 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Lækket klimaaftale vækker vrede

Lækket klimaaftale vækker vrede

Torsdag, 10. december, 2009, 00:00:00

Lars Løkkes lækkede klimaaftale indeholder ikke ét eneste af ulandenes krav, konstaterer formanden for G77-gruppen

Lad være med at føre blokpolitik! Lad i stedet verden blive enige om en fælles klimaaftale.
Sådan lyder reaktionen fra verdens fattige lande på et udkast til en kommende klimaaftale, som er lækket fra den danske statsminister og vært for klimatopmødet, Lars Løkke Rasmussen.
- Den lækkede aftale indeholder ikke ét eneste forslag fra G77-landene. Teksten bygger kun på EU og USA`s interesser. Den hemmelige aftale er et overgreb mod den åbenhed og gennemsigtighed, som der må være i klimaforhandlingerne. FN`s klimatopmøde er det eneste legale forum for forhandlinger om en kommende klimaaftale. Vi har et fælles ansvar. Lad være med at splitte processen, siger Lumumba Stanislaus Di-Aping.
Han er formand for G77-gruppen, der repræsenterer 134 udviklingslande under klimaforhandlingerne.
Det er den britiske avis The Guardian, som tirsdag offentliggjorde det danske foreløbige aftaleudkast.
Det lækkede udkast slår blandt andet fast, at det skal være Verdensbanken og ikke FN, som skal forvalte klimastøtten fra de rige til de fattige lande. Og de fattige lande skal kun have penge, hvis de lever op til en række krav. Der skal overføres klimavenlig forskning og teknologi til ulandene. Men det skal ikke være gratis - virksomhedernes patentrettigheder skal respekteres.
- Det er udtryk for, at de rige lande vil bevare deres økonomiske dominans over de fattige lande, sådan som det imperialistiske system har gjort siden det 16. århundrede. Lars Løkke Rasmussen er vært for klimatopmødet. Det er hans opgave at huse og hjælpe alle parter i forhandlingerne. Lad os forhandle og finde fælles fodslag. En aftale, som kun er skrevet af en lille gruppe rige lande, giver ingen mening, siger Lumumba Stanislaus Di-Aping.
Det lækkede aftaleudkast vækker også vrede hos miljøorganisationen Greenpeace. Miljøorganisationen kræver, at den danske tekst bliver taget af bordet, og at Lars Løkke Rasmussen i stedet fokuserer på at få en fair, ambitiøs og juridisk bindende aftale i hus.
FN`s talsmand forklarer ifølge Berlingske Tidende, at den lækkede aftale er et uformelt udkast til slutaftale, der blev givet til en lille kreds af lande, inden konferencen startede.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. dec. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:08

Indland