26 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

1000 uskyldige anholdt

1000 uskyldige anholdt

Tirsdag, 15. december, 2009, 00:00:00

Næsten 1000 uskyldige blev anholdt ved lørdagens demonstration, men kun seks er sigtet for lovovertrædelser. En nødvendighed, siger politiet

Natten til søndag i klimafængslet i Valby får den tilbageholdte 30-årige Mathias Dejgaard et chok. Det går op for ham, at politiet har sluppet hunde ind i den hal, hvor hundredvis af de demonstranter, som blev anholdt under lørdagens store klimademonstration, sidder indespærret i bure.
- Det var en meget voldsom oplevelse. Selvom vi godt viste, at hundene ikke kunne komme ind til os, fordi der var gitter imellem dem og os, så gjorde det os bange at have dem så tæt på, fortæller en rystet Mathias Dejgaard fra Kommunistisk Parti til Arbejderen.
Han var en af de næsten tusind uskyldige demonstranter, der tilfældigt blev anholdt af politiet under den store fredelige og folkelige klimademonstration i lørdags.

Munke anholdt
Blandt de anholdte var både unge, der kun lige havde rundet den kriminelle lavalder, ældre mennesker, en pige på en Christianiacykel med et dårligt ben, ligesom en gruppe fredelige Hare Krishna-munke blev slæbt med af politiet.
De deltog sammen med 100.000 andre i den store klimademonstration, som krævede en ambitiøs, fair og bindende klimaaftale.
- Det er absurd, at vi i den største folkelige demonstration i omkring 25 år, også oplever det største antal anholdte nogensinde. Politiet overreagerede, det er lidt af en skandale, siger Knud Vilby, talsmand for arrangørerne af demonstrationen, til Arbejderen.
De anholdte sad direkte på den kolde jord i op til fire timer, inden de blev beordret ind i busser og kørt ud til klimafængslet. Nogle faldt om af kulde og måtte køres væk i ambulancer.
- Vi har fået mange henvendelser fra folk, der ikke har fået oplyst af politiet, hvorfor de var anholdt, og vi har fået henvendelser fra folk, der har været nødt til at tisse i bukserne, da de sad tilbageholdt i timevis. Det er dybt problematisk for folks basale demokratiske rettigheder, siger Marc Jørgensen fra retshjælpen RUSK.

Knuste ruder
Den store anholdelse fandt sted på Amagerbrogade. Ifølge politiet selv var grunden til masseanholdelsen, at en gruppe demonstranter tidligere havde knust ruder i Udenrigsministeriets og Børsen og kastet sten og fyrværkeri imod politiet.
Men kun seks ud af de i alt 968 anholdte er sigtet, påpeger Marc og kalder politiets anholdelser 'stærkt overdrevne'.
Flere vidner fortæller, at det var politiet selv, der fik 'sorte blok' til at deltage i den store demonstration. Og det var i den blok, de konfrontative demonstranter befandt sig. Oprindeligt havde de planer om at arrangere deres egen demonstration ud til Forum, hvor Dansk Industri afholdt møde.
Knud Vilby mener, at det store antal uskyldige anholdte viser, at kritikken af regeringens lømmelpakke var helt berettiget. Den øger blandt andet politiets mulighed for at gennemføre præventive anholdelser og ret til at tilbageholde demonstranter i op til 12 timer.
Det mærkede Matthias Dejgaard på sin egen krop. Han blev tilbage i 11 ud af de 12 timer.
- Der er tale om en overreaktion fra politiets side. Men det er vigtigt, at det ikke overskygger, at 100.000 mennesker var på gaden for at sikre en ordentlig klimaaftale, erklærer han.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. dec. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:08

Indland