Fra tredje kvartal sidste år til samme kvartal i år er antallet af beskæftigede personer faldet med 124.000. Det er det største fald nogensinde
Det fremgår af nye tal fra Danmarks Statistik. Opgørelsen adskiller sig fra andre ved ikke at være omregnet til fuldtidsansatte, men derimod medregner alle, der mister deres arbejde.
Værst ser det ud inden for industrien. Her er 48.000 færre beskæftigede end for et år siden. Samtidig med at flere mister jobbet, stiger antallet af langtidsarbejdsløse. Dem er der blevet 8000 ekstra af i løbet af det sidste halve år, så det samlede tal nærmer sig 25.000 langtidsarbejdsløse, viser en opgørelse fra AE-rådet. Her spår chefanalytiker Frederik I. Pedersen, at tallet om et år vil være dobbelt så stort.
Larsen Danish Seafood i Løgstør nedlægger 40 arbejdspladser til foråret. Virksomheden flytter produktionen af dåsemakrel på aftenholdet til fabrikken i Harrislee i Tyskland.
- I Løgstør vil produktionen derefter køre på et rent dagholdsskift, og på koncernbasis sikres der et uændret antal arbejdspladser, siger administrerende direktør Jens Madsen til Nordjyske Stiftstidende.
Meldingen kom blot tre dage efter, at 60 ansatte på Rønbjerg Feriecenter i Løgstør Kommune blev sendt hjem på grund af stedets konkurs.
Meldingen fra fiskefabrikken både ærgrer og undrer borgmester jens Lauritzen (V), da fabrikken ifølge hans oplysninger er den bedst kørende af koncernens tre fabrikker.
Industrivirksomheden Prodan har indgivet konkursbegæring til retten i Randers.
Lykkes det ikke at finde penge til at køre virksomheden videre, risikerer 107 ansatte at stå uden arbejde allerede i næste uge, skriver P4 Østjylland.
Foreløbig fortsætter produktionen, mens direktør Per Hastrup arbejder på at finde nye investorer, så arbejdspladserne kan blive i byen.
Prodan forarbejder plast og metal, og de ansatte hører under 3F Randers, hvis medlemmer i forvejen fylder godt op i arbejdsløshedskøen. Den 1. oktober var 780 medlemmer, mere end 15 procent, uden arbejde. Nu skal der sikkert snart lægges 107 oveni.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278