13 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Dansk Byggeri afviser medlem

Dansk Byggeri afviser medlem

Lørdag, 19. december, 2009, 00:00:00

Frederiksberg Kommune bør tage konsekvensen af arbejdsgiverforeningens afvisning og pålægge hovedentreprenør at finde nye underentreprenører, mener fagforening.

Byggefirmaet Stenklint ApS kan ikke blive medlem af Dansk Byggeri.
Det har bestyrelsen i Dansk Byggeri besluttet efter at have haft firmaets ansøgning liggende siden den 20. august.
Afslaget på medlemskab sker med henvisning til, at indehaveren er blokeret og konfliktramt gennem firmaet Solidt ApS.
- En optagelse af Stenklint ApS ville være en omgåelse af denne konflikt, lyder det fra Dansk Byggeri.
Dermed er der igen problemer med byggeriet på Rolfs Plads på Frederiksberg, konstaterer Malernes Fagforening i København.
Fagforeningen anbefaler, at bygherren, som er Frederiksberg Boligfond og i realiteten Frederiksberg Kommune, tager konsekvensen af Dansk Byggeris beslutning.
- Bygherren må pålægge hovedentreprenøren endnu engang at revurdere sit engagement med Stenklint ApS, siger fagforeningens formand Bo Rosschou.
Den 4. november måtte hovedentreprenøren, B. Nygård Sørensen, give Stenklint ApS besked på at bortvise deres underentreprenør New View. New View var blokeret på grund af manglende overenskomst, og efter bortvisningen overtog Stenklint ApS de polske arbejdere.
Ved den lejlighed roste Margit Ørsted (K), formand for Frederiksberg Kommunes Teknik- og Miljøudvalg, Malernes Fagforening for at have undersøgt sagen. Hun sagde, at kommunen har et moralsk men ikke juridisk ansvar for, at der arbejdes efter reglerne.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. dec. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:07

Indland