Tre ud af fire kommunale topchefer regner med større nedskæringer i år end sidste år. HK advarer mod sociale konsekvenser
Sagsbunkerne på landets rådhuse bliver større, og velfærden for børn og ældre ringere i år.
Tre ud af fire kommunale topchefer regner med at skulle skære endnu mere på velfærden i år end sidste år, og en tredjedel af cheferne vurderer, at det bliver nødvendigt med væsentligt større sparerunder. Det viser en undersøgelse, som konsulentfirmaet A-2 har lavet for Danske Kommuner.
Det er først og fremmest administrationerne, der skal skæres ekstra meget i. Mere end hver tredje topchef regner med at skulle spare på det administrative personale. Det kan mærkes hos HK/Kommunal, der har spurgt sine medlemmer om deres forventninger til det nye år.
Seks ud af ti kommunalt ansatte HK`ere forventer større arbejdspres, flere nedskæringer og derfor også dårligere service til borgerne.
- Det gælder for alt lige fra miljøgodkendelser og byggetilladelser over patientjournaler og sociale ydelser til jobindsats og tandpleje. 80 procent af de kommunale HK`ere tager sig af opgaver, der er direkte rettet mod at betjene borgerne, siger forhandlingschef i HK/Kommunal, Steen V. Kristensen.
Han peger på, at det hovedsagligt er svage eller syge borgere, der henvender sig personligt til kommunen for at få behandling, vejledning eller støtte.
- Når HK`erne får mindre tid til at betjene dem, der har behov for hjælp, risikerer vi for alvor, at vores samfund bliver splittet i et A-, B- og endda i et C-hold, advarer Steen V. Kristensen.
Også folkeskolerne og ældreplejen står for skud. Godt hver femte kommunale topchef forventer at måtte skære på plejehjem og hjemmepleje, mens 16 procent regner med nedskæringer på skolerne.
Selvom kommunerne ifølge undersøgelsen vil følge op på, hvordan effektiviseringerne virker, vil kun ni procent undersøge, om de påvirker borgernes tilfredshed med velfærden.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278