25 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Hver tiende lærer fyres

Hver tiende lærer fyres

Lørdag, 09. januar, 2010, 00:00:00

Mere end 200 lærere skal fyres i Kolding og på Langeland. Dårlig økonomi i kommunerne tvinger folkeskoler ud i store nedskæringer

Kommunernes stramme økonomi tvinger en række folkeskoler ud i massefyringer. I denne uge er der blevet delt fyresedler ud til lærere i Kolding og på Langeland.
Samlet set skal der fyres 93 lærere i Kolding, det svarer til ti procent af samtlige lærere i kommunen. På Langeland er tale om hele 16 procent, når tallet udregnes i fuldtidsjob. Her skal 150 lærere afskediges.
- Fyringerne blev naturligvis modtaget med chok, vrede og tristhed. Det er en utrolig svær opgave at fyre kompetente lærer. Vi har aldrig oplevet noget lignende, fortæller Anders Petersen formand for Koldings Lærerforening til Arbejderen.
På Langeland er reaktionerne de samme, oplyser formand for Ø-havets Lærerkreds Torben Møller Petersen til Arbejderen. Han kalder situationen 'meget alvorlig'.
Ud over de problemer fyringerne giver for lærerne, vil nedskæringerne få store konsekvenser for kvaliteten af undervisningen, mener Anders Petersen.
- Vi kommer til at miste 150.000 lærertimer og undervisningstiden vil derfor befinde sig på grænsen af, hvad folkeskoleloven tillader. Derudover bliver vi tvunget til at skære ned på blandt andet lejrskoler og tilsyn med eleverne, siger han.
På Langeland skyldes lærerfyringerne, at de oprindelige seks skoler bliver samlet til tre for at spare penge. Da der før var meget få elever i flere af de i dag sammenlagte klasser, frygter Torben Møller Petersen ikke for kvaliteten af undervisningen.
- Men det er klart, at besparelserne vil have andre konsekvenser. For eksempel er der elever, som vil få 35 kilometer til skole, og det kan man da kun kalde en serviceforringelse, mener Torben Møller Petersen.

Protester
Oprindeligt stod endnu flere lærere til at miste deres job, men i de to kommuner har skolerne gjort hvad de kunne for at fyre færrest mulige. For eksempel har en række ældre lærer valgt at gå tidligere på pension, mens andre tager orlov.
Anders Petersen anklager både regeringens skattestop og politikernes økonomiske forvaltning i Kolding for at være årsag til de massive besparelser. Op til budgetforhandlingerne har lærere og forældre arrangeret flere protester imod nedskæringerne. Blandt andet har de demonstreret foran Rådhuset, deltaget i budgetforhandlingsmøder og været aktive i kommunalvalgskampen.
- Vi har arbejdet hårdt for at undgå den her situation. Vi føler, at vi har gjort, hvad vi kunne. Derfor er det utrolig ærgerligt at opleve, at vi ikke er blevet lyttet til, siger Anders Petersen.

Nye forringer i vente
Det er ikke kun i Kolding og på Langeland, at folkeskolen står for skud. Over halvdelen af de danske kommunalbudgetter indeholder nedskæringer på folkeskolerne. Men andre steder er nedskæringerne indtil videre klaret med såkaldt naturlig afgang eller orlov, så det ikke har været nødvendigt at fyre.
Men der er mange kommuner, som ikke har effektueret deres budget for 2010, og derfor kan det ikke afvises, at besparelserne vil medføre flere lærerfyringer, vurderer Anders Petersen.
- Uanset hvordan man er i stand til at løse nedskæringsproblematikken rundt omkring i kommunerne, så er det klart for enhver, at et lavere budget fører til, at undervisningsniveauet falder, slutter han.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


09. jan. 2010 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:07

Indland