25 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Private skal overtage omsorg

Private skal overtage omsorg

Lørdag, 09. januar, 2010, 00:00:00

Regeringens udbudsråd lover kommunerne store gevinster ved at udlicitere plejehjem til private. Men dokumentationen for løfterne er ikke i orden, afslører FOA

Lad private firmaer drive de ældres plejehjem og spar op til en femtedel af prisen!
Sådan lyder det slagtilbud, som det statslige Udbudsrådet gav landets nyvalgte kommunalpolitikere før nytår.
Men den analyse, rådet bygger sin anbefaling på, er helt utroværdig, mener fagforbundet FOA og Offentligt Ansattes Organisationer, som har haft en gruppe konsulenter til at kulegravet Udbudsrådets tal.
- Rapporten fra Udbudsrådet mangler helt forklaringerne på, hvordan den store prisforskel på op til 20 procent skulle kunne opstå. Desværre er jeg overbevist om, at de besparelser, der er opnået, sker ved i stor udstrækning at benytte det billigere ikke-uddannede personale i større grad end i de kommunalt drevne plejecentre, siger sektorformand i FOA, Karen Stæhr.
Udbudsrådets rapport bygger på fire kommuner, der allerede har udliciteret en del af deres plejecentre. Men kun i to ud af de fire kommuner er der påvist besparelser, og en stor del af den gevinst er opnået gennem spektakulære kneb, eksempelvis når de private firmaer har erstattet social- og sundhedsarbejdere med ufaglærte ansatte.
Karen Stæhr advarer politikerne mod at falde for slagtilbudet.
- Dokumentationen er ikke i orden, og tidligere erfaringer viser direkte, at udlicitering meget nemt giver ekstraomkostninger, understreger hun.
En FOA-rapport viste sidste år, at kommunernes udgifter stiger i takt udbudsgraden. Det betyder, at velfærden i gennemsnit bliver 136 kroner dyrere for hver borger, hver gang kommunen udliciterer et procentpoint mere af sine opgaver.
Økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen fastholder Udbudsrådets analyse, og opfordrer kommunerne til at sætte yderligere fart på udliciteringerne i den næste valgperiode.
- Potentialet er enormt. Kommunerne bruger årligt 40 milliarder kroner på pleje- og omsorgsopgaver. Alligevel er der næsten ingen kommuner, der har skabt konkurrence om opgaven og dermed har afprøvet, hvem der bedst og billigst kan løse opgaven, siger ministeren.


EU bag udbud
Regeringens krav til, hvor mange velfærdsopgaver kommunerne skal lade private firmaer byde ind på, er steget fra cirka 20 procent til 26,5 procent over de sidste år, og økonomiaftalerne med KL lægger op til at kravet skal øges år for år.
Men kravet kommer ikke kun fra Folketinget.
EU`s udbudsregler betyder, at alle offentlige opgaver over 1,7 millioner kroner skal i udbud. Og Lissabon-traktaten, som Folketinget vedtog i 2008, forpligter medlemslandene til løbende at gennemgå hvilke offentlige opgaver, de private kan overtage.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


09. jan. 2010 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:08

Indland