I et nyt notat til sagsbehandlerne skærer Randers kommune ned i støtten til udsatte børn og unge. Notatet er på kant med loven, mener jurist
Socialt udsatte børn og unge i Randers risikerer at få en behandling, der er på kant med loven.
Det mener jurist og lektor på socialrådgiveruddannelsen i Århus, Bente Adolphsen.
Hun er stærkt kritisk overfor et nyt kommunalt notat, der indskærper, at sagsbehandlerne i Randers som udgangspunkt højst må give børn og unge en kontaktperson tre timer om ugen.
- Den kommer til at blive brugt som en fast regel, når den står på den her måde, og det er ikke lovligt, siger hun til P4 Østjylland.
Bente Adolphsen henviser til, at loven intet nævner om, hvor mange timers kontaktperson en sagsbehandler må give børn og unge. Hidtil har udsatte børn og unge i Randers fået mellem seks og 30 timer om ugen.
Hun kritiserer også, at notatet slår fast, at unge over 16 år kun må anbringes uden for hjemmet, hvis der er tale om 'ganske særlige situationer'. En sådan 16-års grænse står der heller ikke noget om i loven.
- Det ser ud for mig, som om man nærmest indfører en ny 18 års regel eller i hvert fald indfører nogle af de regler, der gælder ved 18 år, allerede ved 16 år, siger Bente Adolpsen.
Baggrunden for notatet er, at politikerne i byrådet vil spare ti millioner kroner i år. Besparelsen skal stige til over 27 millioner om fire år.
Bente Adolphsen advarer imod, at sagsbehandlerne følger notatet ord for ord. Gør de det, er der børn, som ikke får den nødvendige hjælp, understreger hun.
Borgmesteren i Randers Henning Jensen Nyhuus afviser, at notatet er i strid med lovgivningen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278