Stemningen på Herlev Hospital var trykket, da der i går blev delt 150 fyresedler ud. Svært at glæde sig over ikke at blive fyret, lyder det fra én af dem, der slap
Der blev grædt mange tårer på Herlev Hospital i går.
Fra morgenstunden blev der sat navne på de cirka 150 læger, sygeplejersker og sosu-arbejdere, som skal fyres. De skal være med til at dække en budgetoverskridelse på næsten 200 millioner kroner.
- Det var frygtelig at møde her til morgen og se, hvordan tårerne sprøjtede ud af øjnene på kollegerne, allerede inden de fik brevet med beskeden, om de var fyret eller ej, siger sygeplejerske Lotte Kold til Arbejderen.
Som ansat på kræftafdelingen er hun og det øvrige personale ellers vant til at se lidt af hvert. De har døden tæt på kroppen og arbejder med folk i krise både patienter og pårørende.
Højt tempo
Ikke desto mindre beskriver hun onsdagens oplevelse som 'ubehagelig', og har svært ved at glæde sig over, at hun også fremover skal møde på arbejdspladsen.
- Spørgsmålet er, hvordan det bliver. Fyringerne kommer oveni, at vi i forvejen har sat tempoet op og bare løber stærkere og stærkere. Hvad gør jeg, når jeg står alene på en nattevagt, og to patienter bliver dårlige på samme tid. Og tør jeg tage en prioritering, lyder det fra Lotte Kold, der har været 15 år i faget.
Social- og sundhedsarbejderne hører til én af de faggrupper, der bliver hårdest ramt af fyringsrunden. Status, da Arbejderen snakker med gruppens fællestillidsrepræsentant ved middagstid, lyder på, at 55 fuldtidsansatte FOA-job ryger.
- Men vi er ikke færdige med samtalerne endnu, så tallet ændrer sig hele tiden. Det kan være, at én af dem, der ikke har fået en fyreseddel, foretrækker selv at sige op. På den måde slipper en anden for at få sin fyring effektueret, siger Kisser Maak.
Fagligt møde
Hele hospitalet bar præg af den 'sorte' onsdag, som den hurtig blev døbt.
Alle ansatte valgte at gå til fagligt møde, da fyresedlerne var delt ud. De holdt et minuts stilhed i hospitalets forhal. Flere af de ansatte gik med sørgebind, og der blev hængt hvide kitler ud fra altanerne som symbol på de fyrede.
Også på andre hospitaler i Region Hovedstaden varsles der i disse dage fyringer i forsøget på at få budgetterne til at hænge sammen. Frederiksberg Hospital fyrer 70 ansatte, ligesom Hvidovre Hospital regner med at skære i antallet af ansatte, oplyser Avisen.dk
Region Hovedstaden er den eneste region, der foreløbig har grebet til fyringer, men mindst to øvrige regioner har store problemer stor ubalance mellem indtægter og udgifter.
I Region Sjælland skal der ifølge administrerende direktør Jens Andersen hentes et underskud på 120 millioner kroner hjem på sygehusene i år.
- Vi arbejder på at undgå fyringer, men det kan ikke undgås, udtaler han til berlingske.dk.
Hvordan Region Midtjylland får dækket sidste års underskud på 3-400 millioner kroner er endnu ikke meldt ud.
Bag de røde tal
Arbejderen sætter fokus på konsekvenserne bag de stramme budgetter, som netop nu bliver udmøntet i fyresedler og andre nedskæringer i landets kommuner og regioner.
Oplever du nedskæringer på din arbejdsplads eller institution? Så hører vi gerne fra dig! Send et tip til redaktion@arbejderen.dk eller ring på 5077 7904.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278