Afmagt og vrede bølgede gennem aulaen, da hundredevis af sygeplejersker tirsdag aften holdt stormøde om massefyringerne på Herlev Hospital

Med sine 120 meter mørk beton tårner Herlev Hospital sig op som en enorm fabriksskorsten mod den gråhvide vinterhimmel. Brungult lys fra vinduerne i tårnets mere end 600 sengestuer blinker strømmen af sygeplejersker på vej mod hospitalet i møde.
Det er sidst på eftermiddagen, og tid for aftenvagterne at møde ind. Normalt vil de spredes ud i hospitalets organer gennem årer af gange og elevatorskakte. Men i dag er de alle på vej mod hjertet: 500 ud af 4000 job skal amputeres. 150 står til direkte fyring, og der er stormøde for sygeplejerskerne i stueetagens aula.
- Vi er efterhånden vant til at skulle løbe hurtigere og knokle hårdere efter hvert budget, men vi er ikke vant til, at så mange mister deres arbejde. At det pludselig er en selv eller en kollega, der ikke skal møde ind på hospitalet mere, indleder kredsnæstformand for Dansk Sygeplejeråd Hovedstaden, Vibeke Schaltz, mødet.

Afmagt og vrede
Oppe fra de fyldte pink og rødmalede tilhørerrækker følger 2-300 sygeplejersker opmærksomt med.
Nogle kommer fra dagvagten i hvide kitler og røde fagforeningsnåle, mens andre er mødt ind til aftenvagten eller fra fridag og barsel.
Fælles for dem er udtrykket af afmagt, bekymring og vrede. Der hænger en kvalmende nervøsitet i luften.
- Hvad skal vi gøre, når det kommer så langt ud, at vi slet ikke kan stå inde for vores arbejde mere? Det her handler jo ikke bare om, at vi ikke har tid til at give patienterne saftevand eller skifte deres bleer. Det handler om, at vi ikke har tid til at give fru Hansen morfin, selvom hun er i smerter, eller observere om hr. Jensen har vand i lungerne, udbryder en spinkel kvinde i 30`erne, som under det meste af stormødet sidder sammenbøjet, med ansigtet gemt i hænderne på en af de forreste rækker.
Det er Dansk Sygeplejeråd, der har indkaldt til stormødet, som skal forberede sygeplejerskerne på morgendagens prikkerunder. Med på mødet er også en repræsentant for hospitalets ledelse. Mette Mikkelsen vrider hænderne nervøst bag på ryggen, mens hun fortæller om det beredskab af krisepsykologer, hospitalet har kørt i stilling til morgendagens fyrede og tilbageladte kolleger.
- Hvordan kunne det gå så galt? Hvis vi vidste, at der ikke var penge nok til at behandle de patienter, staten og regionen siger, vi skal behandle, hvorfor gik I så ikke til regeringen og sagde, at vi har brug for flere penge, spørger en sygeplejerske fra den anden ende af salen.

Regeringens ansvar
En tredje vil vide, hvor ansvaret ligger, hvis der sker fatale fejl, når hun skal vælge, hvilke patienter hun kan nå at tage sig af.
- De pårørende til den patient, jeg ikke valgte, er da ligeglade med, om der engang sad en nærig sundhedsminister i regeringen, når de har mistet deres kære, siger hun.
Vibeke Schaltz understreger, at ansvaret for den katastrofale situation på hospitalet ikke ligger hos sygeplejerskerne.
- Det er ren ideologi det her. Regeringen vil have patienterne over til de private og regionen nedlagt, og vi og patienterne bliver sorteper. Det er Jakob Axel Nielsens ansvar alene, fastslår hun.
Praktiske spørgsmål om dagpenge og opsigelsesperioder fra salen afløser efterhånden den politiske vrede. Mens mørket sænker sig over Herlev Hospital, begynder aftenvagterne at sive ud i hospitalets gange. For manges vedkommende måske for sidste gang inden fyresedlen kommer.