Universiteterne kan selv bestemme, om de vil smide de studerende ud. Det mener de studerende er en konsekvens af Helge Sanders ¤¤Frihedspakke¤¤
I fremtiden får universiteterne helt frie hænder til at smide studerende ud, som de mener ikke er aktive nok.
Det er konsekvensen af et af de i alt 24 forslag i videnskabsministerens 'frihedspakke' til universiteterne. Pakken skal gøre op med de mange centralt fastsatte regler og giver flere beføjelser til universiteterne.
- Det er meget bekymrende, at universiteternes sanktionsmuligheder bliver udvidet. For det vil betyde, at flere kan blive smidt ud af deres uddannelser, siger Mikkel Zeuthen formand for Danske Studerendes Fællesråd (DSF) til Arbejderen.
I dag stilles der krav til de studerende om, at de skal gennemføre et vidst antal fag over en to-årig periode, hvis de vil blive på uddannelsen. Men de nye regler betyder, at universiteterne selv kan fastsætte reglerne for studieaktivitet, og det frygter Mikkel Zeuthen, vil føre til, at kravene bliver skærpet.
- Der er et unødvendigt fokus på, at man skal hurtigere igennem uddannelsessystemet. Der kan være en masse gode grunde til, at det ikke kan lade sig gøre. For eksempel kan faglige- og økonomiske problemer betyde, at det er svært at leve op til aktivitetskravene. Derfor rammer sanktionsfriheden socialt skævt, påpeger Mikkel Zeuthen.
Han tilføjer desuden, at skærpede sanktioner betyder, at det bliver sværere at have studiejob eller foretage sig andre studierelevante aktiviteter ved siden af sin uddannelse.
'Frihedspakken' åbner også for, at en klage over en karakter kan føre til at karakteren bliver sat ned.
Ifølge Mikkel Zeuthen er det et brud på 'gældende' retspraksis, hvor der tages hensyn til den svage part. Det betyder, at resultatet ikke kan forværres. Man kan forestille sig, at dem, som ligger lige over dumpegrænsen, afholder sig fra at klage af frygt for at dumpe, påpeger han.
På trods af kritikken er de studerende glade for, at de enkelte universiteter får mere at skulle have sagt. For eksempel får universiteterne frihed til selv at fastsætte regler for specialer.
- Vi har længe arbejdet for at komme af med den groteske detailstyring af universiteterne. Derfor er det meget positivt, at universiteterne vil få mere magt, erklærer Mikkel Zeuthen.
Det bakkes op af Jens Oddershede, der er talsmand for Danske Universiteter, som siger:
- Videnskabsministerens frihedspakke er første skridt på vejen til, at universiteterne får større frihed på uddannelsesområdet
Både Jens Oddershede og Mikkel Zeuthen oplever, at de anbefalinger ansatte, studerende og politikere har haft, er blevet taget alvorligt.
- Næste skridt må selvfølgelig være, at de studerende skal have mere indflydelse på universiteterne, for det siger frihedspakken jo ikke noget om, slutter Mikkel Zeuthen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278