24 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Nedslidte får ikke erstatning

Nedslidte får ikke erstatning

Torsdag, 21. januar, 2010, 00:00:00

Ufaglærte har sværere ved at få anerkendt arbejdsskader end faglærte. Kvinderne står allerbagest i køen, når der udbetales erstatning

Dagplejere, buschauffører og rengøringsassistenter er nogle af faggrupper, der står bagerst i køen, når der udbetales erstatning for en erhvervssygdom.
'I rundt regnet ni ud af ti sager afviser Arbejdsskadestyrelsen, at der er tale om en erhvervssygdom. Til sammenligning får brandmænd, portører og plejepersonale godkendt omkring hver femte sag af Arbejdsskadestyrelsen', skriver Ugebrevet A4
Tallene stammer fra en helt ny undersøgelse af FOA-medlemmernes erhvervssygdomme fra 2000-2008. Undersøgelsen afslører, at nogle faggrupper meget sjældent får anerkendt en erhvervssygdom. I gennemsnit gælder det for 18 procent af FOA's medlemmer.
Billedet bliver rigtig skævt, når man kigger på ufaglærte, især ufaglærte kvinder.
Dagplejere får kun anerkendt syv procent af de anmeldte erhvervssygdomme. Til sammenligning fik danske kvinder i gennemsnit anerkendt 17 procent af deres anmeldte erhvervssygdomme i 2008, mens tallet for mænd ligger næsten dobbelt så højt, nemlig på 33 procent.
- Noget tyder på, at arbejdsskadesystemet i sin nuværende udformning har en blind vinkel i forhold til kvinder og uuddannet arbejdskraft, siger Inger Bolwinkel, forbundssekretær i FOA, og fortsætter:
- Det er urimeligt, at folk, som går på arbejde og bliver slidt ned, ikke kan få det anerkendt som en arbejdssygdom, Der er tale om job med højt tempo og mange gentagelser.
Inger Bolwinkel forstår ikke, hvorfor det skal være sværere for rengøringsassistenten end for brandmanden at få anerkendt en erhvervssygdom.
Hvis folk skal have erstatning, sker det på baggrund af lægeundersøgelser og forskning i sammenhænge mellem sygdom og arbejde. Problemet er, at der stadig mangler dokumentation for, hvad der udløser visse erhvervssygdomme, forklarer Jens Peter Bonde, professor og formand for Dansk Selskab for Arbejds- og Miljømedicin.
- Det er et uretfærdigt system. Der er mange, som vitterligt er syge og ikke får anerkendt erhvervssygdommen, fordi vi mangler viden. Inden for store områder af det manuelle arbejde er det ikke ordentligt belyst, hvordan arbejde og sygdom hænger sammen, siger han til A4.
Arbejdsskadestyrelsen er i gang med en nærmere undersøgelse af, hvilke job der fører til nedslidning. Sidste år blev rengøringsområdet gennemgået med det resultat, at der nu er grundlag for at give flere syge erstatning. Næste år skal der ses nærmere på plejesektoren.
FOA opfordrer Arbejdsskadestyrelsen til endnu hurtigere at undersøge arbejdsmiljøet hos de faggrupper, der sjældent får erstatning.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


21. jan. 2010 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:08

Indland