Samråd i Folketingets finansudvalg afslører, at Statsministeriet måske har forsøgt at påvirke statsrevisorernes dom over Lars Løkkes overbetaling af privathospitalerne
Forsøgte Statsministeriet at blande sig, da statsrevisorerne skulle beslutte, om Lars Løkke Rasmussen havde brugt for mange penge på privathospitalerne?
Det spørgsmål stillede en samlet opposition igen og igen på et ophedet samråd i Folketingets finansudvalg i går. Men der kom ikke noget svar.
Skandalen om regeringens overbetaling af privathospitalerne nåede nye højder på samrådet, da Lars Løkke Rasmussen læste højt af en hidtil hemmelig mailkorrespondance mellem statsrevisorerne og Statsministeriet.
Statsrevisorerne besluttede i sommers helt usædvanligt at stemme om deres vurdering af sagen. Af den omstridte mail, som er sendt fra en embedsmand i Statsministeriet til en i Finansministeriet, fremgår det, at Statsministeriet allerede var orienteret om afstemningens udfald, før den blev holdt.
'Vi forstår, at Statsrevisorerne helt usædvanligt vil stemme om en vedtagelse i morgen i stedet for normalt at opnår enighed. Og at V+K`s statsrevisorer vil afgive en mindretalsudtalelse'
Mailen møder voldsom kritik fra statsrevisorernes mangeårige formand, Peder Larsen fra SF, som bakkes op af en samlet opposition.
- Jeg har hele tiden haft en fornemmelse af, at der var nogle fra regeringens side, der var interessede i at trække i trådene, og at uenigheden mellem statsrevisorerne ikke var betinget af de to som personer, men derimod skyldtes, at de var blevet bedt om at indtage de positioner, de indtog, siger han til Avisen.dk.
Lars Løkke Rasmussen erkender at have holdt sig orienteret i sagen, men nægter, at han har forsøgt at påvirke udfaldet.
Derfor skal samtlige dokumenter i sagen fremlægges, mener Socialdemokraternes finansordfører, Morten Bødskov.
- Det her viser, at Statsministeriet har været involveret, og det er ekstremt alvorligt. Nu må vi have hele forløbet klarlagt, fastholder han ifølge Avisen.dk.
Sagen kort
I juni 2009 fik den tidligere sundhedsminister, Lars Løkke Rasmussen, skarp kritik fra Rigsrevisionen for at have givet for mange penge til privathospitalerne og forsøgt at forhindre Rigsrevisionens kulegravning.
Senere på måneden skal statsrevisorerne, Folketingets vagthunde, give en politisk vurdering af Rigsrevisionens rapport. Helt usædvanligt udtaler de sig for første gang i 18 år ikke i enighed, da Venstre og Konservatives medlemmer vælger at gå enegang.
Nu viser det sig, at Statsministeriet (som Lars Løkke på det tidspunkt var flyttet over i) måske havde en finger med i spillet i den beslutning.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278