24 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Arbejdsløse samler sig

Arbejdsløse samler sig

Lørdag, 23. januar, 2010, 00:00:00

Tiden er inde til at samle de arbejdsløse bag kravet om flere job og en ny regering, mener arbejdsløse bygningsarbejdere i København

Vi vil have en ny regering, der kan sætte gang i beskæftigelsen.
Det er essensen i et brev, som arbejdsløshedsklubben i 3F Bygge- Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening (BJMF) i København i denne uge har sendt ud til 3F afdelinger over hele landet, andre forbund og personlige kontakter.
- Arbejdsløsheden fortsætter med at stige, og regeringen foretager sig absolut intet. Vi har igennem et års tid haft en aktiv og velfungerende arbejdsløshedsklub i BJMF, og mener nu der er behov for at samle os på tværs af fagforeninger og byer, siger Michael Johnson til Arbejderen.
Han er den ene af to underskrivere af brevet, der inviterer til landsdækkende møde for arbejdsløse den 8. marts.
En stærk arbejdsløshedsbevægelse har en oplagt opgave foran sig, mener den arbejdsløse murer.
- Senest i 2011 skal der være folketingsvalg, og der er brug for en ny regering og en ny politik. Regeringen kan tydeligvis ikke finde ud at sætte gang i beskæftigelsen, selvom der er masser af opgaver at tage fat på.
Michael Johnson mener ikke, at arbejdet med at gøde jordbunden for en ny regering er en isoleret opgave for dem, der allerede er arbejdsløse.
- Vi henvender os også til dem, der er på vej ind i arbejdsløshedskøen, siger Michael Johnson.
Derfor har initiativtagerne sendt invitationen til den styregruppe, som 80 tillidsfolk nedsatte på et møde på Lindøværftet den 14. januar.
Styregruppen, der består af tillidsrepræsentanter fra ni af landets største industriarbejdspladser, skal iværksætte initiativer for at presse regeringen til at sætte gang i nye job og i øvrigt bane vejen for en anden regering. Her ser Michael Johnson en oplagt mulighed for at arbejdende og arbejdsløse kan stå sammen.
- Vi inviterer dem til at deltage i mødet den 8. marts og fortælle om deres initiativ og planer. Konkret synes vi rigtig godt om den idé, der kom frem på deres møde, om at arrangere en landsdækkende demonstration foran Christiansborg imod lukning af arbejdspladser. Den idé arbejder vi gerne med på, lyder det fra Michael Johnson.
De sidste ord i brevet til styregruppen lyder da også: 'Vi er klar - Vi ses på slotspladsen - Vi ses til landsmøde for arbejdsløse'.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


23. jan. 2010 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:08

Indland