Problemet er lige så enkelt som det er stort: De udviklede lande må ¤¤ændre livsstil¤¤ og gøre en ende på deres ¤¤ryggesløse praksis med spild¤¤, siger klimaekspert
Fire store udviklingslande svinger klimapisken over Danmark. Se nu at komme videre efter fiaskoen i København, lyder beskeden fra New Delhi, hvor repræsentanter fra Kina, Sydafrika, Brasilien og Indien mødtes i weekenden.
- Man kan godt forstå, at det danske formandskab gemmer sig, men det går altså ikke, siger Tove Maria Ryding fra Greenpeace. Det er vigtigt at få skruet op for det politiske ambitionsniveau.
Og det lægger de fire lande op til, idet man henstiller til Danmark om at indkalde til et internationalt møde allerede i marts og lægge en plan for yderligere fem møder inden COP16 - det nye klimatopmøde i Mexico til november.
De fire lande beder de rige lande om at få pungen op af lommen nu og yde bidrag til den lovede klimafond på 30 milliarder dollars til ulandene frem til 2012.
'Ikke-aftalen' fra København lægger op til, at de rige lande skal meddele FN, hvor meget de vil bidrage med inden 31. januar. Det er om en uge. Og der er ingen eller få svar.
FN`s chef-klimasekretær Yvo de Boer siger ifølge nyhedsbureauet IPS, at 31. januar er en 'blød deadline'.
Der er også kun få lande, der har meddelt, hvor meget de vil skære ned på deres CO2-udledninger frem til 2020. Det er der også deadline for den 31. januar.
Formanden for FN`s ekspertpanel IPCC, Rajendra Pachauri påpeger, at problemet er lige så enkelt, som det er stort: De udviklede lande må 'ændre livsstil' og gøre en ende på deres 'ryggesløse praksis med spild'.
Kina, Indien, Sydafrika og Brasilien har indledt en intensiv møderække for at beslutte, hvad de selv vil bidrage med af hjælp til fattige lande og nedskæringer af CO2-udledning. Landene satser på at blive meget mere energieffektive. Således satser Kina på at bruge 45 procent mindre energi per produceret enhed i 2020 end i dag.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278