SF`s Villy Søvndal vil gerne kritisere Venstres nye velfærdsudspil - men ikke forholde sig til, at kravet om udbud kommer fra EU
Flere børn og ældre skal passes, plejes og undervises af private firmaer, mener Venstre, der i går fremlagde en plan for, hvordan kommunerne skal tvinges til at sende velfærdsopgaver for to milliarder kroner ekstra i udbud til næste år.
Men bag Venstres visioner lyser EU`s gule stjerner. Udbudsplanen er nemlig helt i tråd med EU`s pres på medlemslandene for at flytte stadig mere velfærd over på private hænder.
- EU`s linje er helt klar: Der skal udliciteres mere. EU lægger et tungt pres på de danske politikere, og Venstres udspil lever fuldt op til EU`s målsætninger, siger Folkebevægelsen mod EU`s medlem af EU-parlamentet, Søren Søndergaard til Arbejderen.
Konkret vil Venstre sende flere opgaver i udbud ved at sætte kravet til, hvor meget kommunerne skal udlicitere op med et til to procentpoint om året. Det vil betyde, at opgaver for to milliarder kroner ekstra kommer i udbud næste år. I 2012 stiger tallet til fire milliarder, i 2013 til seks, osv.
SF`s Villy Søvndal mener, at Venstre 'sætter Danmark til salg' med udbudsplanen. Men SF-formanden vil ikke forholde sig til EU`s rolle:
- Det er for nemt, hvis regeringen får lov til at vaske sine hænder af på EU. Det her har ikke en dyt at gøre med EU. Udlicitering er noget den danske regering kan gøre eller lade være, siger Villy Søvndal til Arbejderen.
Det argument undrer Søren Søndergaard.
- Det virker meget underligt først at Villy Søvndal først er med til at få vedtaget et dokument, nemlig Lissabon-traktaten, og bagefter siger 'det var bare for sjov', mener han.
Villy Søvndal indrømmer, at EU stiller nogle krav om øget udlicitering til medlemslandene.
- Det er rigtigt, at EU stiller nogle krav om udlicitering. Men der ligger jo hverken muligheder for sanktion eller straf, så medlemsstaterne kan vælge at lade være. Jeg er ked af, at blande EU ind i det her, siger han.
Venstrepolitikerne bag udbudsudspillet regner med at tage kravene om øget udbud med til de årlige økonomiforhandlinger med kommunerne. De Konservative bakker på forhånd op om udspillet.
EU kræver udbud
EU`s udbudsregler kræver, at alle offentlige opgaver over 1,7 millioner kroner sendes i udbud.
Samtidig forpligter Lissabon-traktaten medlemslandene til løbende at gennemgå, hvilke offentlige opgaver, de private kan overtage.>
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278