Flere test, større krav og mere faglighed. Sådan lyder statsministerens udspil til, hvordan den danske folkeskole skal revideres. Stor konference starter i morgen
Alle elever skal kunne læse, når de går ud af anden klasse.
Det mener statsminister Lars Løkke Rasmussen, som i sin nytårstale den 1. januar bebudede omfattende ændringer i den danske folkeskole.
I morgen følger statsministeren talen op med en tre dages konference om folkeskolen for lærere, elever og forældre, erhvervsorganisationer og faglige organisationer.
Men allerede inden skoleeksperterne mødes, raser uenigheden om hvordan danske børn skal undervises.
Kravet til læsefærdigheder i slutningen af anden klasse er et af de steder, regeringen vil øge fagligheden.
Men ifølge forskningschef Lars-Henrik Schmidt er det for tidligt at teste, om børn kan læse eller ej.
- Jeg synes ikke at manglende læsekundskaber er et alvorligt problem før udgangen af tredje klasse. Det største problem i dag er faktisk, at mange mister lysten til at læse i løbet af deres tid i folkeskolen, siger han til Ugebrevet A4.
Formand for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, er principielt enig med statsministeren i, at der skal stilles flere faglige krav til eleverne.
- Men i forhold til begrebet faglighed er vi nok lidt uenige. Vi skal ikke i folkeskolen uddanne eleverne til at være Klods Hans` storebrødre, som bare kan lire viden af. Den vigtigste faglighed i fremtiden er, at kunne bruge sin viden i mange forskellige sammenhænge, for alting forandrer sig med stor hast, mener lærerformanden i følge ugebrevet.
Anders Bondo Christensen bakker op om Lars-Henrik Schmidts kritik. Han frygter, at regeringen med sit store fokus på resultater i faglige prøver glemmer andre vigtige kompetencer som eksempelvis evnen til at samarbejde. Han påpeger desuden, at der allerede er indført læsetest for anden klasses elever.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278