Danmark tester skolebørn ti gange så meget som andre EU-lande. Det stresser lærere og elever, mener lærerne, mens konservative synes, at resten af EU tester for lidt
En dansk skoleelev kan blive udsat for op til 36 test i løbet af et skoleforløb fra anden til niende klasse. Det er mere end ti gange så meget som børn i andre EU-lande.
En rapport fra det europæiske informationsnetværk om uddannelse, Eurydice, viser, at Danmark både tester mere og i flere fag end EU-gennemsnittet. Og det stresser både lærere og elever, advarer Danmarks Lærerforening.
- Vi er bestemt ikke imod test, det har vi altid brugt i folkeskolen. Men læreren skal selv vælge og bruge testene, der passer til de elever, han har. Det er klart en risiko, at man stresser eleverne, fordi der bliver testet så snævert i bestemte fag, siger foreningens formand, Anders Bondo Christensen.
Men selvom Danmarks massive brug af test kommer bag på de Konservatives uddannelsesordfører, Rasmus Jarlov, mener han ikke, at det er for meget.
- Det kommer bag på mig, at der testes så meget. Men det betyder bare, at der testes for lidt i udlandet, siger uddannelsesordfører for de Konservative, Rasmus Jarlov til Arbejderen.
Netop i disse dage forbereder de danske skoleelever sig på at tage de nationale test, som er blevet indført under VK-regeringen.
En stor evaluering af et tilsvarende testsystem i Norge, som Danmarks Pædagogiske Universitetsskole har medvirket til, viser, at test først og fremmest bruges kontrollerende og i mindre grad pædagogisk.
Det oplever 50 procent af kommunerne, 45 procent af skolelederne og 25 procent af de lærere, hvis elever har deltaget i testene. Ifølge Folkeskolen.dk viser undersøgelsen, at de norske lærere retter deres undervisning ind mod det, der testes i.
- Det er frustrerende, at test kommer til Danmark, nu hvor man i mange europæiske lande har haft test i årevis og begynder at finde ud af, at de ikke virker efter hensigten. Det burde vi have lært noget af, mener, Anders Bondo Christensen.
Modsat lærerne ser Rasmus Jarlov ingen problemer i test:
- Jeg synes, modstanden mod de her test er dybt overdrevet. Der er ikke noget galt i test. Det er jo ikke et opgør med metodefriheden, men det handler om, at vi gerne vil have børnene et bestemt sted hen. De skal have et minimum af faglig viden, som vi vil kontrollere med nogle objektive, målbare krav, siger han.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278