24 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Lærlinge vil have arbejde

Lærlinge vil have arbejde

Onsdag, 27. januar, 2010, 00:00:00

Det, jeg savner fra regeringens side, er blandt andet, at de tager deres sociale ansvar på sig og får ansat lærlinge i det offentlige!

Torben Ørvad Jensen, 27 år. Plade og konstruktions lærling på OSS Lindø A/S. Formand for Metal Ungdom Odense og ungdomsrepræsentant i Dansk Metals Hovedbestyrelse

Onsdag den 27. januar
At virksomhederne rundt om i Danmark har det svært, er tydeligt at se. De har svært ved at finde ordrer, låne penge - det er derfor svært for ledige at få nyt arbejde.
Specielt lærlingene har det svært i denne tid. Mange af de lærlinge, der er i lære i dag, kan se frem til en periode som arbejdsløs, efter de er udlærte, og stort set alle, der søger en læreplads, må dag efter dag gå tomhændet hjem, uden at have fundet så meget som én eneste ledig stilling.
At det så samtidig er utrolig svært for regeringen at ændre Danmark i en mere positiv retning, hjælper så absolut ikke på situationen. Det, jeg savner fra regeringens side, er blandt andet, at de tager deres sociale ansvar på sig og får ansat lærlinge i det offentlige!
Århus og Københavns Kommune arbejder allerede på at kunne stille krav om, at de firmaer, der byder på offentlige opgaver, skal have lærlinge ansat. Det mener jeg bestemt burde være et krav alle steder.
Så OK-forhandlingerne bliver meget hårde denne gang, tror jeg. Det bliver ikke nemt at få forhandlet de ting igennem, som vi gerne vil have. Jeg håber meget, det ender med nogle aftaler, der vil være sunde, både for de danske arbejdere, de danske virksomheder, men også for det danske arbejdsmarkeds system.
Her tænker jeg jo selvfølgelig på truslen fra blandt andet Krifa, Det Faglige Hus og Frie Funktionærer, som underbyder de rigtige fagforeninger med dårlige eller slet ingen overenskomster. Som er skruebrækkere og som er godt i gang med at splitte de danske lønmodtagere.
Jeg så gerne, at vi i overenskomstforhandlingerne forsøgte at få handlet nogle fordele hjem til de, der er medlem af en LO-fagforening. Dette ville være med til at sikre et stærkere sammenhold blandt de danske arbejdere. Samtidig vil vi dermed have taget de første skridt imod det pres, der er på det danske system.
En anden mulighed er at få sikret bedre muligheder for uddannelse og opkvalificering. I en tid som denne, er det vigtigt at mulighederne for videre- og efteruddannelse er fleksible, og at så mange som muligt benytter sig af det.
Selvom vi står overfor store udfordringer i forbindelse med OK 2010, så glæder jeg mig alligevel til at se, hvordan tingene skrider frem. Jeg er sikker på, at det bliver en lærerig proces, og at vi i sidste ende kommer stærkere ud, end da vi startede.

Tillidsfolk, sikkerhedsrepræsentanter og fagligt aktive fra de private arbejdspladser skriver dagbog til Arbejderen om OK 2010

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


27. jan. 2010 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:07

Indland