10 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Storkapital diskuterer ny verdensorden i Davos

Storkapital diskuterer ny verdensorden i Davos

Fredag, 29. januar, 2010, 00:00:00

Nationalstater er for påvirkelige af folkelige kræfter i krisetider, mener kapitalens topfolk. Vi behøver globale politiske institutioner, lyder det på World Economic Forum

Set fra kapitalens synsvinkel er der stor fare for, at den folkelige vrede mod at betale kapitalismen krise vil resultere i statslig 'overregulering' af kapitalen. Derfor er der brug for internationale regler for reguleringen, lyder det fra den internationale storkapitals årlige generalforsamling i det schweiziske vintersportssted Davos.
Selvom de taler om, at den nuværende krise er ved at klinge af, er fremtidige kriser uundgåelige medgiver de. Kriserne kan endda ligge lige rundt om hjørnet, lyder det selverkendende fra mange af de 2500 virksomhedsledere og politikere fra de førende kapitalistiske lande, der er mødt op i Davos.
Ifølge deltagerne har krisen afsløret, at nationalstaterne ikke kan handle hurtigt og effektivt nok til at rage kastanierne ud af ilden for en stadig mere internationalt sammenvævet kapital.
Og hvad værre er: De statslige redningsplaner har i flere lande skabt en voldsom vrede i den almindelige befolkning, som gør modstand mod at den skal betale for krisen.
'Det er uundgåeligt med ny regulering af finansielle institutioner, men politisk motiveret regulering drevet af folkelig vrede vil næppe være effektiv, og kan være skadelig', lyder opsummeringen fra deltagerne i et af seminarerne på Davos-mødet
Blandt dem var Jaime Caruana, direktør i Basel-banken BIS, Robert E. Diamond fra britiske Barclays, og Jonathan M. Nelson direktør i Providence Equity Partners, USA. De er enige om, at 'international koordinering er vital', når det gælder spillereglerne for finanskapitalen.
I tidligere år har Davos-topmøderne været præget af nyliberalistisk jubel over stadig større profitter og fremgang for storkapitalen. I år er titlen for Davosmødet 'Rethink, Redesign, Rebuild' - på dansk: 'Genovervej, omform, genopbyg'. Seminarerne har titler som 'Den næste globale krise' og 'Problemer med bobler'.
Seminaret om næste globale krise har udpeget tre sandsynlige kilder til den næste krise: Udlandsgæld, der ryger ud af kontrol, overregulering af finansmarkederne og protektionisme, der begrænser den frie handel og globaliseringen.
At kapitalismen i sig selv skulle være årsagen, er ikke på Davos-mødets dagsorden. Det nærmeste man kommer, er følgende linje i opsummeringen fra seminaret om 'genovervejning af værdier i Verden efter krisen:
'I dag udgøres den største trussel mod kapitalismen ikke af marxister, men af dårlige kapitalister.'

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


29. jan. 2010 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:07

Indland