Næsten hver tiende arbejder på Sauer-Danfoss fabrik i Nordborg er vikarer. Ledelsen fyrer folk den ene dag og ansætter dem på daglejervilkår den anden, raser tillidsfolk
På Sauer-Danfoss fabrik i Nordborg på Als er næsten hver tiende arbejder ansat gennem et vikarbureau.
Antallet af vikarer er steget voldsomt fra 25-30 personer til næsten 60 personer på bare tre uger.
- Vi er splitter ragende tossede. Vi kan ikke få ledelsen i tale. De vil tydeligvis køre sololøb og gøre som det passer dem uden vores indblanding, siger tillidsmand Ronny Madsen fra 3F's Klub 25 til Arbejderen.
Han er ansat i den del af fabrikken, der producerer ventiler. Her arbejder 160 ansatte, og fem af dem er vikarer.
- Det er ikke vikarerne, vi har noget imod. 95 procent af dem er tidligere kolleger, fyret indenfor det seneste halvandet år. Det, vi vender os imod, er den metode ledelsen benytter sig af. De fyrer folk den ene dag og ansætter dem på daglejervilkår den næste, lyder det fra Ronny Madsen.
Raseriet får yderligere næring, fordi der bliver arbejdet over i nogle af divisionerne, samtidig med at de fastansatte går rundt med en fyreseddel i lommen. Det samlede overarbejde i januar måned løber op over 600 timer svarende til mere en 16 fuldtidsansatte. Mere end 250 overarbejdstimer har fundet sted i en division, hvor 50 ansatte har sidste arbejdsdag med udgangen af februar.
Det har, sammen med at ledelsen har opsagt en lokalaftale om overarbejde, sendt tillidsfolkene op i det røde felt.
Fællesklubben på arbejdspladsen, Klub 2000, er da også klar i spyttet, når den skal forklare konsekvenserne af ledelsens ageren.
'Vi har en klar formodning om, at firmaets holdning er, at gøre massivt brug af vikarer, og når det ikke er nok, så overarbejde i stor stil, frem for ansættelse af nye kolleger eller annullering af fyresedler', står der i et netop udsendt nyhedsbrev til medlemmerne.
Ledelsen har også opsagt en lokalaftale om medarbejderudviklingssamtaler.
- Når de opsiger den sender de et signal om at de er totalt ligeglade med, hvordan medarbejderne har det i firmaet. Vi er meget uforstående overfor fremgangsmåden. Hvis ledelsen er utilfredse med lokalaftalerne eller andre forhold, så plejer vi at kunne snakke om det, siger tillidsmand Flemming Rasmussen fra 3F's Klub 14.
Arbejderen har forsøgt at få ledelsen i tale for en kommentar til tillidsfolkenes beskyldninger om manglende samarbejde og dialog.
-Det er vigtigt, at der foregår en dialog, og så har vi ingen yderligere kommentarer, siger pressechef Anette Andresen Bütikofer til Arbejderen
Det er heller ikke muligt at få svar på, hvorfor Sauer-Danfoss fyrer fastansatte for kort tid efter at tage dem ind som vikarer
- Det er et internt anliggende, som vi ikke har yderligere kommentarer til, slutter pressechefen samtalen.
Der er indkaldt til møde den 10. februar om lokalaftalerne.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278