Konference om Afghanistan glemte helt at invitere afghanere i panelet. ¤¤Det er politisk racisme,¤¤ siger den herboende afghaner, Najib Roashan, der måtte følge med fra salen

Den afghanskfødte Najib Roashan ryster på hovedet over de danske paneldeltagere på høringen om 'alternative muligheder for konfliktløsning i Afghanistan og om, hvorledes Danmark bedst kan bidrage.'
- Besættelsen skal stoppe. Hvorfor er der ingen, der går ind for det? Det koster over en million dollars at have blot én NATO-soldat i mit land. De snakker kun om, hvordan Danmark kan gøre det bedre dernede. Det duer ikke
Najib Roashan ser sig omkring i Fællessalen på Christiansborg. 30 meter på den anden side af ydermuren står Fredsvagten med sine fredsflag på Slotspladsen og demonstrerer mod blandt andet Danmarks besættelse af hans land.
Vi er til høring, som Rådet for International Konfliktløsning (RIKO) arrangerer i samarbejde med FN-forbundet og SF`s folketingsgruppe.
For ti minutter siden har han kæmpet sig gennem Christiansborgs grundige checkpoint, der med sin adgangskontrol og store skanner bekræfter det forhold, at at Danmark er i krig i Afghanistan, og at flertallet af dets officielle repræsentanter derfor frygter 'gengæld'.
Men Najib Roashan mumlede alligevel et tilforladeligt 'nårh, ja, det er så i orden,' da en uniformeret kontrollør bad ham om at smide bælte og jakke i checkpoint`et.
- Men hvorfor har arrangørerne af denne høring ikke inviteret en eneste afghaner til at fortælle om vores land og vores ønsker? Det er mærkeligt.
Afghaneren tøver. Han ser ud af vinduet i Fællessalen. På bagerste række indfinder Helle Degn sig - den tidligere udviklingsminister i den socialdemokratiske regering og nuværende formand for Mandela Center i Danmark.
- Jeg er skuffet over en sådan høring. Hvis nu afghanerne skulle diskutere Danmark på en konference, ville vi selvfølgelig invitere danskere, for at høre, hvad de mener, siger Najib Roashan, der er taget fra fra sit arbejde som cyklende postbud i Nordsjælland for at være med.
I 1970`erne underviste han på universitetet i Kabul i Afghanistan. I historie.
Dagbladet Arbejderen har inviteret afghaneren med til høringen, der forgår tre dage før en stor international konference om Afghanistan i London, hvor 70 ministre fra hele verden deltager.

Robuste militære bidrag
Kræfterne bag den danske konference er en broget flok omkring især RIKO, Rådet for International Konfliktløsning.
RIKO`s hjemmeside forklarer, at RIKO`s overordnede formål er 'at bidrage til at styrke et velinformeret beslutningsgrundlag for og en reel demokratisk dialog om dansk udenrigspolitik. RIKO arbejder for at fastholde traditionen i dansk udenrigspolitik for, at Danmark aktivt bidrager til at løse internationale problemer og konflikter i overensstemmelse med FN`s principper og folkeretten, som bør være klart retningsgivende for dansk og europæisk udenrigspolitik. RIKO er tilhænger af robuste danske militære bidrag til internationale FN-styrker, når de deltager i operationer, som reelt, ikke kun formelt, styres af FN's Sikkerhedsråd.'
Et hurtigt tjek på nettet før turen gik til Christiansborg, har vist, at bestyrelsen består af folk, der enten er fra Det Radikale Venstre, FN-forbundet eller det socialdemokratiske Frit Forum.
Andre er universitetsprofessorer i internationale studier, en tredie er tidligere praktikant i Atlantsammenslutningen (der har til formål at 'sikre et bredt folkeligt engagement i den sikkerheds- og udenrigspolitiske debat og at oplyse om NATO's ændrede rolle.')

Skuffet og bitter besættelse
Som timerne går viser det sig, at stort set alle dem, de har inviteret til at sidde i panelet er tilhængere af fortsat besættelse eller tilstedeværelse i Afghanistan under en eller anden form.
Men de går også ind for mere civil bistand til landet. Det er i øvrigt helt i tråd med NATO`s nye plan for krigen i Afghanistan, der går ud på at vinde afghanernes hjerter og hjerner ved at bygge veje, skoler og brønde.
Der er måske den forskel, at NATO og dens generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, samtidig også går ind for en optrapning af krigen.
Najib Roashans indtryk af panelet i Fællesalen afføder i de kommende timer flere og flere kommentarer, som han hvisker over høje skulder fra sin plads på række 11. Nogle er bitre, andre skuffede, mens flere svar bliver ledsaget af en let rysten på hovedet.
- Denne slags konferencer løser intet. Hvorfra ved de det, de taler om? Fra bøger måske. Fra medierne? Det er i hvert fald ikke fra afghanerne, siger Najib Roashan.
Den ene paneldeltager er Mellemøstekspert, PhD, Søren Schmidt fra Dansk Institut for Internationale Studier.
- Vores strategi bør ikke være at forlade Afghanistan, da det sansynligvis ville betyde udbruddet af en fuldtonet borgerkrig.
Søren Schmidt ser ud i salen og retter ved brillen.
- En mere begrænset og tilbageholdende militær tilstedeværelse vil være i stand til at hjælpe til med at få en troværdig afghansk regering på benene, med deltagelse af alle kræfter, siger han til publikum, der består af en blandet flok studenter, pensionerede akademikere og tre afghanere.
Holger K. Nielsen fra SF nikker på første stolerække. Allerede i april sidste år sagde han efter et besøg i Helmand-provinsen i Afghanistan til en Information.
'Jeg anser det for helt uanstændigt at trække sig ud nu. (...) Om fem seks år skulle vi gerne være ude militært. Det vil være i orden at blive med en mindre styrke, ligesom i Kosovo, men den skarpe mission skulle gerne være overstået til den tid.'
Søren Schmidt i Afghanistanpanelet indrømmer, at tingene er gået fra slemt til 'forfærdeligt' efter NATO`s invasion i 2001. Hver måned er der 1200 angreb på besættelseshæren - tallet var 65 procent lavere sidste år. Antallet af døde NATO-soldater er steget med hele 76 procent. I 2009 døde 520.

Del magten
Paneldeltageren Søren Schmidt fra DIIS er enig med de, som på Afghanistan-konferencen i London taler om et kompromis og magtdeling i landet. Forud skal gå en bestikkelse af oprørere, der får penge for at nedlægge våbnene.
- Enten udsletter den ene part den anden, som det skete i Sri Lanka - eller parterne skaber et kompromis og laver en deling af magten. Måske skal det ske som i Irak, hvor magten blev udelt i regionerne, siger Mellemøsteksperten.
Najib Roashan ser fortvivlet ud på sin 11 stolerække.
- Det er ikke muligt at opkøbe Taleban. Måske enkelte dele af Taleban, idet der er tale om flere grupper og dele i dén bevægelse. En del er meget fundamentalistisk og kan ikke købes. Tænk på, at det aldrig lykkedes USA at fage Osama Bin Laden, selvom de for syv år siden udlovede 25 millioner dollars i dusør til den, der stak ham.
Afghaneren, der er redaktør af det revolutionære eksil-magasin Azadi (Frihed red.) tøver lidt, før han fortsætter.
- Vestlandene vil snakke med Taleban. Før var argumenterne for krigen ellers, at de ville fjerne dem og indføre demokrati. Nogle i Taleban vil måske tage imod penge og gå på kompromis. Det er dem, der ikke har forbindelse til Pakistan og Al Qaeda, fortsætter afghaneren, der i over tyve år har levet som politisk flygtning i Danmark. Han har stiftet familie. Hustru og fire børn.
Han blev kommunist allerede i 1970érne i Afghanistan.
Han forudser en splittelse:
- Ved at lave aftale med nogle og ikke med andre vil NATO komme til at opleve to regeringer i et land. For vi ved, at Taleban i syd tidligere har krævet kontrollen over 15 provinser - det er halvdelen af landet. Det kan regeringen under Hamid Karzai ikke gå med til, siger Najib Roashan.
Den norske paneldeltager i Fællessalen, Arne Strand, er forskningsdirektør i Fred, Stat og Konflikt på Chr. Michelsen Instituttet i Bergen.
Han udfører løbende opgaver i Afghanistan, og har boet og arbejdet der og i Pakistan i adskillige år.
Han deltog i evalueringen af Danmarks, Irlands, Hollands, Sveriges og Storbritanniens bistandsindsats i Afghanistan i 2005, finansieret af Danida og Udenrigsministeriet.
- Jeg hilser militær støtte velkommen i Afghanistan, hvis den går i retning af at understøtte opbygningen af civile lokalområder i landet, siger Arne Strand, og tilføjer, at der skal føres skarp kontrol med private sikkerhedsfirmaer.
Han ønsker også, at hvis der bliver opbygget lokale væbnede forsvarskomiteer mod oprørerne, skal det kun ske i områder under regeringens kontrol.
Seniorforsker og såkaldt ekspert i terrorisme ved Dansk Institut for Internationale Studier, Lars Erslev Andersen, tager ordet som paneldeltager. Han ved, at han er et velkendt ekspertansigt på DR og TV2.
- Flere soldater i Helmand er ikke svaret. Hvad der er brug for er fokuseret opbygning af politiske institutioner på landet i Afghanistan. Hvad der også er brug for er gennemsigtighed i regeringen i Kabul, foruden samarbejde med den pakistanske stat i kampen mod pakistansk Taleban.

Umuligt
Najib Roashan ryster igen på hovedet.
- De taler begge om at opbygge landet samtidig med at besættelsens soldater bliver der. Umuligt. Sydpå er det i øvrigt umuligt at opbygge landet. I nord derimod kan det delvist lade sig gøre - for eksempel i Masar-e-Sharif, selvom Taleban også spreder sig dertil. Deres taktik er jo at angribe og flygte kort efter, siger afghaneren.
Da der mangler en halv time af høringen, er det endelig tid til spørgsmål fra salen.
Najib Roashan kan endelig rejse sig.
Han klager over, at ingen afghanere er inviteret til panelet. Og han spørger, om Irans rolle i støtten til Taliban - henvendt til den iranskfødte paneldeltager fra Oxford-universitetet, Farhang Jahanpour. Professoren er forhenværende dekan ved Universitetet i Isfahan, Iran,
- Jeg repræsenterer ikke Iran. Jeg er britisk statsborger og har boet her i 50 år, siger professoren som svar.
Ingen mulighed for uddybende spørgsmål.
Najib Roashan har ellers lyst til at kommentere på iranerens tidligere udsagn om, at 'diktatur er bedre end anarki.'
- Jeg ville gerne have spurgt ham, om dette udsagn er en støtte til Taleban, og om de i hans øjne kan løse landets problemer, forklarer Najib Roashans efterfølgende.
Den danske paneldeltager, Gunnar Olesen fra arrangørkredsen tager ordet.
- Du kritiserer, at der ikke er nogen afghanere i panelet. Jamen, vi har ledt med lys og lygte efter afghanske eksperter. Vi har kigget lavt og højt uden resultat. Men økonomiske begrænsninger har forhindret os i at invitere afghanere fra udlandet, da flybilletter er dyre, siger formanden for Rådet for International Konfliktløsning (RIKO)
Najib Roashan kan ikke kommentere på svaret, men han er meget uenig.
Han fortæller, at der er masser af afghanske intellektuelle i eksil i Europa. Og der er mange kommunister fra 1970`erne, der har en meget detaljeret viden og mening om udviklingen i Afghanistan.

Hvorfor er vi der?
På et tidspunkt rejser SF`s forsvarspolitiske ordfører sig fra stolen. Han skal 'udspørge' paneldeltagerne.
'Hvorfor er vi overhovedet i Afghanistan?' spørger han.
Efterfølgende kommer der ingen konkret svar.
Najib Roashan smiler let. Han har tidligere i Arbejderen givet et bud på spørgsmålet:
Lige nord for Afghanistan ligger nogle af verdens største reserver af olie og naturgas. Alle véd, at om 20 til 40 år så er Mellemøstens olie brugt op, og derfor er olien i Kaukasus livsvigtig, siger Najib Roashan.
Men den mening er der ingen, der har tid til at høre.
Høringen er forbi. Hurtigt forlader Holger K. salen. Eksperterne i panelet småsludrer.
Najib Roashan går mod Christiansborgs udgang.
- Jeg skal op klokken 05.00 i morgen, så jeg må hellere hjemad, siger postbudet fra Veksø Sjælland - og Afghanistaneksperten