Kommunernes formand vil slagte velfærdsstatens hellige køer og blandt andet kræve brugerbetaling for lægebesøg, hjemmehjælp og bibliotekslån
Det skal koste ved kassen, når danskerne fremover skal have hjemmehjælp, til lægen eller låne bøger på biblioteket.
Det mener Venstremanden Erik Fabrin, der er formand for Kommunernes Landsforening (KL). I et opsigtsvækkende interview i ugebrevet Mandag Morgen siger han, at ingen velfærdsgoder skal være hellige.
- Vi kan ikke gentænke hele velfærdssamfundet, hvis vi på forhånd udpeger nogle områder som hellige. Hele velfærdspaletten skal i spil, understreger Erik Fabrin.
Hans udmelding kommer efter, at regeringen har bebudet nulvækst i den offentlige sektor, fordi der ventes milliardunderskud i statskassen i de kommende år. Erik Fabrin bakkes op af seks tidligere medlemmer af Det Økonomiske Råds formandsskab, de såkaldte vismænd.
De peger i Mandag Morgen på, at der skal gøres op med tre hellige velfærdskøer: Efterlønsordningen, skattestoppet og princippet om gratis velfærd.
- I Sverige har man for eksempel indført brugerbetaling på lægebesøg uden større problemer, siger tidligere vismand, Niels Thygesen, til ugebrevet.
Økonomerne og KL-formanden er enige om, at det ikke er størrelsen på brugerbetalingen, der er vigtig, men snarere, at den vil have en adfærdsregulerende virkning.
- Det afgørende er, at det får os alle til at tænke os mere om, før vi går til læge, siger Niels Thygesen.
Erik Fabrin vil have undersøgt, hvor der sker det, han kalder 'overforbrug' af velfærden.
- Hvor man efterspørger ydelsen, fordi den er gratis, uden at den har nogen rigtig nytteværdi, forklarer han.
Erik Fabrin ventes at overdrage formandsposten for KL til Socialdemokraternes Jan Trøjborg til marts, men han vil formentlig fortsætte som næstformand.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278