23 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

DGS: Brugerbetaling på gymnasiet er ulovligt

DGS: Brugerbetaling på gymnasiet er ulovligt

Onsdag, 10. februar, 2010, 00:00:00

Gymnasierne opkræver ulovlig brugerbetaling. Det skal stoppes, mener Danske Gymnasieelever. De har igangsat en undersøgelse, som skal kaste lys over omfanget

Gymnasierne opkræver brugerbetaling i strid med loven. Det vil Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) have sat en stopper for.
For at finde ud af, hvor meget loven for brugerbetaling bliver overtrådt, vil organisationen igangsætte en undersøgelse.
- Det er ikke rimeligt, at vi har en lov, som bliver ved med at blive brudt, fordi man skal betale mere og mere for at gå i gymnasiet, siger Simon Wandel-Petersen, næstformand for DGS til Arbejderen.
Loven om brugerbetaling på gymnasierne betyder, at eleverne maksimalt må blive opkrævet 2500 kroner fra egen lomme i løbet af de tre år, gymnasieuddannelsen tager.
Det beløb skal dække ordbøger, lommeregnere og mindre ekskursioner. Men gymnasierne forventer også, at eleverne selv betaler for blandt andet studieture. Når alle udgifterne er betalt, så beløber egenbetalingen sig ofte til omkring 8000-10.000 kroner. På den måde bliver loven for brugerbetaling ikke overholdt.
Tallene stammer fra en undersøgelse, som DGS gennemførte i 2008. Undersøgelsen viser, at den ulovlige brugerbetaling finder sted på seks ud af ti danske gymnasier.
- Vores fornemmelse er, at det ser endnu værre ud i dag. De tal skal vores undersøgelse få frem, så der kan blive sat fokus på den ulovlige brugerbetaling, fortæller Simon Wandel-Petersen.
At brugerbetalingen stiger skyldes blandt andet, at mange gymnasier forventer, at eleverne anskaffer sig en bærbar computer til brug i undervisningen. Nogle steder, hvor undervisningen har særlig vægt på it, skal computeren oven i købet være af en helt bestemt type. Derfor skal DGS` brugerbetalingsundersøgelse særligt beskæftige sig med, hvor meget brugerbetalingen stiger, når eleverne bliver påduttet at anskaffe sig computere.
I 2008 var undervisningsministeriets løsning på problemet at bede gymnasier om at tilbagebetale den ulovlige brugerbetaling til eleverne. Den løsning møder kritik hos gymnasieeleverne.
- Det er en helt forkert strategi at lade gymnasierne bøde for brugerbetalingen, for det er ikke deres skyld. Deres økonomi er virkelig hårdt trængt, og problemerne med brugerbetalingen må løses ved, at de får tilført flere penge, slutter Simon Wandel-Petersen.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra undervisningsminister Bertel Haarder eller regeringspartiernes uddannelsesordførere. I udtalelser til Nordjyske Stifttidende fralægger Bertel Haarder sig ansvaret ved at erklære, at hverken computer eller studietur er obligatorisk.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. feb. 2010 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:08

Indland