Folketinget skal i løbet af foråret blåstemple nye kampfly - uden at ane, hvor mange fly der skal købes, og hvad behovet egentlig er
Dårligt beskyttede danske soldater på landjorden i Afghanistan, bliver sprængt i stumper og stykker af vejsidebomber og landminer - mens der over dem flyver splinternye skinnende kampfly til milliarder af skattekroner!
Dette skrækscenarie kan blive virkelighed, hvis militæret får grønt lys til at købe kampfly på stribe, advarer forsvarsforsker fra Københavns Universitet, Peter Viggo Jakobsen.
Han sætter et stort spørgsmålstegn ved, om det er kampfly, som Danmark har brug for. Han efterlyser i stedet en bredere debat, hvor der i stedet sættes penge af til indkøb af transportfly og -helikoptere:
- Hvis man gennemgår tabslisterne for de faldne danske soldater i Afghanistan og Irak, kan man se, at de især bliver slået ihjel, når de transporterer sig fra punkt A til B. Det siger sig selv, at hvis mandskab og materiel i stedet bliver flyttet via luftvejen, vil Danmark miste færre soldater. Det er indiskutabelt, siger Peter Viggo Jakobsen til Arbejderen.
Men Venstres forsvarsordfører tager ikke ekspertens ord for gode varer:
- Det er en påstand, som forskeren kommer med. Vi ved jo ikke, hvor mange soldater der er gået til under transport. Nogle går også til under patruljering. Og fly kan jo også styrte ned. Vi kan ikke bare transportere soldaterne rundt. Vi kan jo eksempelvis ikke patruljere fra luften. Vi er nødt til at komme ud og møde Taleban og sortere dem fra civilbefolkningen, siger Venstres forsvarsordfører Karsten Nonbo til Arbejderen.
De Konservatives forsvarsordfører Helge Adam Møller har ingen kommentarer, oplyser han via sin sekretær til Arbejderen.
Forsvarsminister Søren Gade kræver, at Folketinget i løbet af foråret blåstempler, hvilken type nyt kampfly Danmark skal købe - uden at ane, hvor mange fly der skal købes, og hvad behovet er. Og uden at ane stykprisen på dét fly som er favorit til at vinde udbuddet. Forsvarsministeriet skal egenhændigt forhandle kontrakten på plads.
Først i år 2012 bliver politikerne præsenteret for en konkret regning. Det fremgår af et 15 siders langt notat om, hvordan indkøbet af Danmarks indkøb af et nyt kampfly skal foregå. Forsvarsministeriet har netop afleveret notatet til partierne bag forsvarsforliget.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278