Forslaget om at sænke den kriminelle lavalder til 14 år er en politisk beslutning, fastslår Venstre - men eksperter står i kø for at advare
Fængselsforbundet lægger ikke fingre imellem i sit høringssvar til justitsministerens lovforslag om at sænke den kriminelle lavalder til 14 år og samtidig fordoble straffene for børn under 18, så de kan straffes i op til tyve år.
'Konsekvensen af denne del af lovforslaget bliver, at vi må hive tøjet af børn og visitere dem, vi må anvende magt overfor dem og om nødvendigt fastspænde dem i en sikringscelle - men vi må ikke sælge cigaretter til dem i fængslets kiosk - for det er de ikke gamle nok til! Det er ydmygende for den unge - men også for os som personale! Det grænser til det uværdige', skriver Fængselsforbundet i sit høringssvar.
Høringsfristen er netop udløbet, og Arbejderen har indsamlet en række høringssvar fra de organisationer, som justitsministeren har bedt vurdere lovforslaget.
Det Kriminalpræventive Råd tager 'på det skarpeste' afstand fra justitsministerens forslag: 'Det kan skade de unge og i værste fald fastholde dem i en kriminel løbebane', skriver rådet.
Og Rådet bakkes op af andre, som dagligt arbejder med udsatte unge: SSP-Samrådet, Landsforeningen for Socialpædagoger og Børnesagens Fællesråd advarer også mod det nye lovforslag.
Dansk Socialrådgiverforening (DS) konstaterer, at forslaget går stik imod anbefalingerne fra eksperterne i regeringens egen Ungdomskommission: '... lovforslaget bygger på tro, holdninger og meninger og ikke på viden. Det finder DS stærkt kritisabelt i et land, som påberåber sig at være et retssamfund'.
Venstres retsordfører, Kim Andersen, bekræfter, at der er tale om en rent politisk beslutning.
- Og den står vi ved. Der findes en lille gruppe unge, som laver hardcore kriminalitet. De skal vide, at samfundet er klar med kontante sanktioner, siger han til Arbejderen.
Østre Landsret henviser i sit høringssvar til, at Ungdomskommissionen har '! nøje overvejet spørgsmålet om nedsættelsen af den kriminelle lavalder, og kommissionens flertal har udførligt argumenteret for en bevarelse af den pågældende aldersgrænse på 15 år'.
Institut for Menneskerettigheder gør opmærksom på, at FN`s Børnekomité opfordrer til at den kriminelle lavalder hæves.
Lovforslaget ventes fremsat i starten af marts.
Arbejderen forsøgte i går forgæves også at få en kommentar fra de Konservatives retsordfører Tom Behnke.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278