21 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

OK2010: Tre generationer stiller krav

OK2010: Tre generationer stiller krav

Torsdag, 18. februar, 2010, 00:00:00

Forhandlingerne om nye overenskomster for buschauffører, fabriksarbejdere, murere og slagteriarbejdere er i fuld gang. Her får medlemmer af forbundet Træ-Industri-Byg (TIB) orde

Solen skinner fra en skyfri vinterhimmel, men det er som om temperaturen er frosset fast et godt stykke under minusstregen på termometeret.
Varmen i den blå skurvogn står i skærende kontrast til den bidende kulde udenfor.
I skuret sidder fire tømrere fra firmaet Hustømrerne i Århus. De er næsten færdige med dagens madpakke. Tre af dem forlænger middagspausen og bliver hængende til en snak om overenskomsterne. De repræsenterer hver sin generation. Erik Nedergaard Jensen er 60 år. Hans søn Martin Nedergaard er 27 år og midt imellem ligger Lars Bolvig på 44 år Aldersveteran lægger ud.
- Jeg forventer, vores forhandlere når frem til et fornuftigt resultat og ser ingen grund til, at resultatet samlet set ikke skulle lande på de fire til fem procent, som overenskomsterne plejer at give i løn, pension og andet. Gennem mine mange år som faglig aktiv har jeg ikke set den store forskel på resultaterne, hvad enten det har været gode tider eller som nu krise, erklærer han.
Den 60-årige tømrersvend med 45 års erfaring bag sig, heraf de sidste som fællestillidsmand i firmaet Hustømrerne, har svært ved at tage arbejdsgivernes advarsler, om at der ikke er råd til løn, alvorligt.
- Det har de sagt så tit, selvom jeg da godt kan se, at der ikke er så meget at lave lige for tiden, siger Erik Nedergaard Jensen og lader hånden køre en tur hen over hagen.
Lars Bolvig er relativ ny i tømrerfaget. Efter 16 år som ekspedient i herretøj skiftede han til værktøjsbælte og sikkerhedssko. Han bestod svendeprøven sidste efterår.
- Jeg har også en klar forventning om, at vi får noget ud af overenskomstforhandlingerne. Sidste gang var der god gang i beskæftigelsen, og vi fik da ikke noget ekstra af den grund. Jeg kan godt have arbejdsgiverne mistænkt for at bruge krisen til bevidst at lægge en dæmper på forventningerne, siger Lars Bolvig.

Det kræver vi
I november fik alle medlemmer af TIB et brev fra hovedbestyrelsen med opfordring til at være med til at prioritere mellem en række forslag til overenskomstforhandlingerne.
'Medlemmernes prioritering vil med garanti blive afspejlet i forhandlingsudspillet til arbejdsgiverne', lovede Peter Hougård, formand for TIB`s bygningsgruppe ved den lejlighed.
7417 medlemmer benyttede sig af muligheden for at få indflydelse på egne overenskomster. Tre af dem sidder i en skurvogn i Århus midtby.
Lars Bolvig husker ikke alle kravene, men siger, at han satte nogle af sine krydser ved højere sygeløn, højere mindsteløn og et løft af prislisterne.
- Jeg har peget på den med kædeansvar og at underentreprenørerne skal forpligtes til at overholde overenskomsten. Jeg synes også, at højere løn og mere i pension er vigtig, siger Martin Nedergaard.
Sin unge alder til trods kan han allerede prale med ti års erfaring som tømrer. Far Erik har stemt for, at prislisterne og minimallønnen får et løft.
- Der skal mere til løn i almindelighed, og der må også gerne ske noget med både pensionsindbetalinger og sygeløn. Det skal helst være, så alle føler, de bliver tilgodeset, påpeger han.
Yngste mand omkring bordet har svært ved at se, hvorfor det er så vigtigt at hæve sygelønnen. Han skal ikke vente længe på argumentationen.
- I dag udbetales der 128 kroner i timen de første tre uger, man er syg. Herefter ryger man på offentlig sygeløn. Det er et problem med de lave satser, hvis man er syg i længere tid. Satserne skal op og sygeperioden forlænges.

Værn mod dumping
Martin Nedergaard er den eneste af de tre tømrere i skurvognen, der har sat et af sine krydser ved kravet om sikring af overenskomsterne og sikring mod social dumping ved brug af udenlandsk arbejdskraft. I TIB`s medlemsundersøgelse kom kravet ind på en femteplads.
Lars Bolvig er da også enig i, at kravet er vigtigt.
- Der skal helt sikkert gøres noget for at forhindre, at vores arbejde bliver overtaget af billig arbejdskraft. Jeg er bare usikker på, hvordan det bedst kan sikres, siger han.
Det er ikke i deres eget firma der er problemer med østarbejdere, mener Erik Nedergaard Jensen.
- Men vi kan se på nogle af de pladser, hvor vi kommer, at underentreprenører bruger østarbejdere.
Han støtter derfor også, at der via overenskomsten bliver taget højde for løndumping.
- Til gengæld er jeg ikke tilhænger af, at der skal lovgives herom. Hvad enten det handler om kædeansvar eller mindsteløn, så vil lovgivning være en indgriben i den danske aftalemodel.
I løbet af en lille time kommer det århusianske tømrersjak rundt om mange andre spørgsmål, blandt andet 'arbejdsgivervenlige' køreregler og problemerne med lærlinge. De er enige i, at det er nødvendigt hele tiden at uddanne nye til faget, men i dag er det sådan, at svendene er med til at betale for oplæringen. Det mener Erik, Lars og Martin skal være en arbejdsgiver-opgave.
Inden der går opbrud i snakken og arbejdet igen kalder, når de tre tømrere at sende et sidste råd til deres forhandlere.
- Skal vi imødegå en tilbagegang i fagbevægelsen, så skal medlemmerne se et ordentligt resultat. Det bedste fagbevægelsen kan gøre er at sikre sine medlemmer en god overenskomst, ellers risikerer medlemstallet at komme under yderligere pres.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


18. feb. 2010 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:08

Indland