Staten skal bruge sin indflydelse i DONG. Det er derfor vi er aktionær, mener konservativ energiordfører
Med den ene hånd lover regeringen at nedbringe Danmarks CO2-forbrug. Med den anden hånd administrerer finansministeren 73 procent af aktierne i Danmarks største energiselskab DONG A/S, der er i gang med at opbygge et kæmpe kullager ved Stigsnæs og vil fyre med kul på det i dag bæredygtige Avedøre2-værk.
- DONG skal afspejle statens energipolitik. Statens mål er at få nedbragt CO2-udslippet. Staten skal stille krav til DONG. Staten skal gøre sin indflydelse gældende, siger Konservatives nyudnævnte energiordfører Jørgen S. Lundsgaard til Arbejderen.
Kul er det fossile brændsel, som udleder mest CO2. Kul udleder mere end tyve procent mere CO2 per energienhed end olie og over 65 procent mere end naturgas.
Men det er svært at få håndfaste garantier for, hvad den konservative energiordfører konkret vil gøre:
- Jeg kan godt forestille mig, at jeg vil tage sagen op i Energiudvalget. Her kan Folketinget så pålægge energiministeren og finansministeren at gå i dialog med DONG med det mål at få DONG til bedre at leve op til sin ejers målsætning om grønnere energi. DONG er et selvstændigt selskab med en selvstændig direktør og en selvstændig bestyrelse. I det private erhvervsliv møder ejerne op på en generalforsamling og fyrer en bestyrelse, man ikke er tilfreds med. Sådan er det også med DONG, siger Jørgen S. Lundsgaard.
Enhedslistens Frank Aaen ser meget gerne, at regeringen bruger statens ejerskab af DONG aktivt:
- Staten har fuld kontrol over DONG, og kan derfor pålægge selskabet at opføre sig klimavenligt. Desværre mener finansministeren, at DONG skal drives efter, hvad der gavner aktionærernes interesser bedst. Det er absurd. DONG er et offentligt ejet selskab. Derfor er det ikke profit, men samfundshensyn som eksempelvis en klimavenlig energipolitik, der skal prioriteres, siger Frank Aaen til Arbejderen.
DONG har ingen kommentar til, at de to politikere vil bruge statens aktier på at øve indflydelse i DONG:
'Aktiefordelingen er jo det der afgør, hvem der har indflydelse på en virksomheds retning. Så det er et aktionær-issue, som ikke er noget vi kan kommentere på. Du må spørge aktionærerne', skriver DONG`s pressechef Louise Münter i en mail til Arbejderen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278