20 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Regioner betaler deforme fingre

Regioner betaler deforme fingre

Lørdag, 20. februar, 2010, 00:00:00

Flere operationer går galt på privathospitalerne, og regningen havner hos regionerne. De private har for travlt med at tjene penge, mener regionsformand

Deforme fingre og indre organer der bliver punkterede af forkerte bånd om mavesækken. Det er nogle af de problemer, stadig flere danskere søger hjælp med, når deres operation er gået helt galt på et privathospital. Regningen for de udbedrende reparationer og eventuel erstatning til patienterne havner hos de offentlige sygehuse.
- Regionerne skal betale erstatning og reparere på skaderne, uanset om de selv har henvist patienten til et privathospital, om det er en behandling, der bliver betalt gennem en privat sundhedsforsikring eller simpelt hen en behandling, patienten selv har valgt og selv betaler. Mange ansatte på de offentlige sygehuse er fortørnede over, at de skal rydde op efter de private og at regningen havner hos samfundet i stedet for hos dem, der har forvoldt skaden, siger Ulla Astman (S), formand for Danske Regioners sundhedsudvalg, til Arbejderen.
I løbet af de sidste år har de offentlige hospitaler som følge af nedskæringer, behandlingsgaranti og udvidet frit sygehusvalg måtte sende flere og flere patienter videre til de private hospitaler.
Det betyder, at udgifterne til erstatning efter behandling på de private hospitaler er steget fra 11 millioner kroner i 2007 til 36 millioner i 2009. I år regner regionerne med at skulle betale 50 millioner kroner i erstatning for de private hospitalers fejl, og næste år er de oppe på 80 millioner kroner, hvis udviklingen fortsætter.
Ulla Astman påpeger, at privathospitalerne samtidig får både langt flere klager og langt flere domme for fejlslagne behandlinger end de offentlige hospitaler.
- Jeg tror, det hænger sammen med, at operationerne nogle gange går lidt for stærkt på privathospitalerne, fordi de vil have så mange patienter igennem så muligt, så de kan tjene flere penge. Så er man måske ikke helt så omhyggelig, som det offentlige sundhedsvæsen, der ikke på samme måde er afhængig af en bundlinje, siger hun.
Oppositionen har tidligere foreslået, at privathospitalerne skal være med til at betale for patienterstatningerne. Men den diskussion har sundhedsministeren ikke villet gå ind i, og derfor har Socialdemokraterne og SF kaldt ham i samråd.


Fra 2008 til 2009 har 41 procent flere klaget over behandlingen på et privat sygehus, mens klagerne i det offentlige kun er steget med én procent i samme periode. Samtidig får fire ud af ti patienter medhold i en klage over det private, mens kun hver tredje klage over det offentlige fører til en erstatningssag. I alle tilfælde havner regningen hos de offentlige hospitaler.
Kilde: Danske Regioner

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


20. feb. 2010 - 00:00   03. sep. 2012 - 12:49

Indland