Københavnske bygningsarbejdere gik i går til Folketingets ledelse med krav om at landets lovgivere stopper med at bruge social dumping. Forud gik flere timers faglig aktion
Det er mandag morgen. I Tordenskjoldsgade lige bagved Det Kongelige Teater i København er der en usædvanlig aktivitet her klokken 6.30. Mange mænd og enkelte kvinder kommer traskende gennem sneen og samler sig foran bygningen i nummer 7-9.
Ejendommen er ved at blive istandsat, Her står en container, og håndværkernes skurvogne er stablet ovenpå hinanden.
Det er Folketinget, som ejer bygningen. Den skal laves om til lejligheder, som kan benyttes af politikere som bor i Jylland eller på Fyn. Til istandsættelsen bruges blandt andet murere som arbejder uden overenskomst, som såkaldt falske selvstændige. De er ansat af firmaet CC Fliser.
- Firmaet omgår skattelovgivningen, sætter overenskomsten ud af kraft, tilsidesætter sikkerhedsreglerne og forhindrer, at murerlærlinge kan få læreplads på byggeriet, erklærer Henrik Lippert, formand for Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening (BJMF) i sin tale til de op mod 50 deltagere.
- Med vores aktion i dag håber jeg, at vi kan være med til at ryste bagmændene bag det her svineri, lyder hans slutreplik, som høster stort bifald.
Falske selvstændige
Håndværkerne, som arbejder på pladsen, er begyndt at dukke op. De får besøg i skurvognene af Mattias Tesfaye, faglig sekretær i BJMF. Han forklarer om baggrunden for aktionen. To af de fremmødte er tyske murere, der er ansat som selvstændige enkeltmandsfirmaer med eget momsnummer.
- De har arbejdet på den her måde i fem år. De kan ikke få arbejde i Tyskland, der er jobbene overtaget af polakker, som får endnu mindre, fortæller Mattias Tesfaye efter snakken med de to. Der er mindst to andre tyske murere, som arbejder på samme vilkår.
- Det er fuldstændig forkasteligt, at Folketingets formand og vores andre politikere benytter sig af social dumping, erklærer en af de fremmødte, murer Lars Jensen.
Ligesom alle andre skutter han sig i den bidende kulde. Sneen falder nedover demonstranterne, som prøver at lune sig med en kop kaffe og et rundstykke.
Nu bliver der aktivitet på trappen, som fører op til skurvognene. De to tyskere kommer ned, men får klar besked om, at de ikke skal på arbejde i dag, de forlader stille og roligt pladsen.
- Men de kommer nok tilbage igen, lige så snart vi er forsvundet, mener en af demonstranterne.
Planen er, at alle de arbejdsløse deltagere, som ikke skal af sted til jobbet, tager en rundtur til en række af bagmændene bag den sociale dumping i Tordenskjoldsgade. Efter halvanden times tid ude i kulden vækker den varme bus, som er bestilt til formålet, stor begejstring.
En af dem, som myldrer op i bussen, er 19-årige Emil Henriksen. Han har været arbejdsløs et par måneder, men skal starte i job om fjorten dage. Han har hørt om dagens aktion på Facebook.
- Det er godt, at vi gør noget mod det løntrykkeri, som skader os alle sammen. Det er vigtigt, at fagbevægelsen tager den kamp op, ellers dør den, siger han.
Turen går gennem det smukke snedækkede landskab op til Gilleleje. Her bor John Crone, leder af CC Fliser.
- Vi vil forsøge at komme til at tale med John Crone og orientere hans naboer om, hvordan han tjener sine penge. Han er en kendt fyr i lokalområdet, blandt andet er et fodboldstadion opkaldt efter ham, fortæller Mattias Tesfaye inden bussen stopper.
Det lykkes ikke at få fat i John Crone. Noget tyder på, at der kun er tale om en firmaadresse. En polsk bil holder på gårdspladsen.
- Måske er det hans housekeeper, kommer det med et grin fra en af deltagerne.
Lynhurtigt bliver en stak løbesedler fordelt til virksomheder og huse på vejen.
- Jeg kan godt se, at der er et problem med det her. De eneste, som ikke kan se det, er da dem, som får profit ud af det, erklærer en kvinde på nabovirksomheden.
Pres på Folketinget
Turen går tilbage mod København. Trafikken snegler sig af sted i snevejret. Men endelig når vi Bagsværd. Her bor rigmanden Axel Østergaard Frederiksen, ejer af Tordenskjolds Boliger ApS og dermed bygherre på det omstridte byggeri i Tordenskjoldsgade. Heller ikke han er hjemme, men igen fordeles en stak løbesedler som fortæller om konflikten.
Og så går det af sted mod Folketinget. BJMF har skrevet til alle fem medlemmer af Folketingets præsidie og bedt om et møde. Den eneste, der har taget imod indbydelsen, er Holger K Nielsen fra SF.
Der er også skabt kontakt til Par Clausen fra Enhedslisten. Han har tidligere fået afkrævet et løfte fra Folketingets formand Thor Pedersen om at arbejdet i Tordenskjoldsgade skal foregå på danske løn og arbejdsvilkår. Det løfte blev givet efter, at det kom frem, at andre lejligheder til folketingsmedlemmer var bygget med brug af illegal arbejdskraft.
- Jeg er rystet over at høre, at der sker social dumping i forbindelse med renoveringen i Tordenskjoldsgade, siger Per Clausen, som byder gruppen af bygningsarbejdere velkommen på Christiansborg.
Alle slår lige et slag forbi Thor Pedersens kontor for at slå fast overfor hans stab, at man mener, at Folketingets formand er hovedansvarlig i den her sag. Vicedirektør Per Anker Hansen erklærer sig parat til en snak, men det skal ikke være med hele flokken og ikke på Holger K. Nielsen kontor. Så han må vente. Først er der møde med Holger K. Nielsen.
- Jeg finder det fuldstændig uacceptabelt, at Folketinget dumper på sociale vilkår. Jeg tager det meget alvorligt, erklærer han efter at være blevet orienteret om situationen. Han lover at tage sagen op i Folketingets præsidie, som mødes i morgen onsdag.
For folkene fra JBMF står den nu på snak med vicedirektør og efterfølgende møde med bygherren, resten af deltagerne slutter dagen af ude i fagforeningen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278