På Herlev Hospitals kræftafdeling er hver tiende ansat fyret. Nu frygter de tilbageblevne, at der bliver mindre tid til at redde liv og til omsorg, overfor døende patienter

17. etage i Herlev Hospitals betongrå tårn rummer 33 senge. Her ligger de patienter, der er så syge af kræft, kemoterapi og strålebehandling, at opkast, diarré eller en lungebetændelse kan være dræbende. Alligevel står afdelingen nu til at miste en ud af sine fire faste nattevagter.
- I en akut situation går vi to ind til patienten, så der er en der kan kalde læge, mens en anden giver drop, eller hvad der er brug for. Hvis vi kun er tre på vagt, vil der kun være en nattevagt til de resterende 32 patienter. Så ved jeg simpelt hen ikke, hvad vi skal gøre, hvis der er flere patienter, der bliver dårlige på en gang, siger social- og sundhedsassistent Dorte Brinkmann til Arbejderen.
Hun er en af afdelingens faste nattevagter.
- Samtidig med at vi skal holde øje med patienterne og sikre, at de får regelmæssig drop, smertestillende og andet medicin, har vi en lang række andre opgaver. Vi skal fylde medicinskabe, ordne journaler, hjælpe patienterne på toilettet og så videre. Noget af det kan vi simpelt hen ikke nå i samme tempo fremover, siger Dorte Brinkmann.

Sorte onsdag
Kræftafdelingen på Herlev mistede mere end hver tiende ansatte i den fyringsrunde i januar, de ansatte har døbt 'sorte onsdag'.
Derfor sidder de ansatte nu og skal udpege hvilke opgaver, der ikke bliver tid til fremover.
- Hvis er ansvaret, hvis der er opstår en akutsituation, og vi skal vælge mellem patienterne, spørger sygeplejerske Lotte Kold.
Hun mærker allerede nedskæringerne på afdelingen i dag.
- Førhen kunne terminalpatienterne få lov at dø i deres eget hjem med sundhedspersonale omkring sig. Det er der ikke ressourcer til mere, fortæller Lotte Kold.
Også de hjemmebagte boller, som er med til at få de svækkede kræftpatienter til at spise lidt ekstra, er sparet væk, fortæller Dorte Brinkmann.
Hun frygter, at næste skridt bliver den friske frugt, afdelingen i dag tilbyder sine patienter.
Men nedskæringer er ikke noget nyt, understreger hun.
- Jeg har været i hospitalsvæsenet i 25 år, og kan huske dengang patienterne kunne få et fodbad eller curlet deres hår. I dag skal de selv bestille fodspecialist, og der er lang ventetid, eller kunne gå ned hos frisøren og selv betale, siger Dorte Brinkmann.

Mindre tid til døden
Dorte Brinkmann, Lotte Kold og de andre ansatte på Herlev Hospitals kræftafdeling har døden tæt inde på livet hver dag.
De beskriver begge, at det hårdeste er, når nedskæringerne rammer tiden til at tage sig af de døende patienter og deres pårørende.
- Mange af vores døende patienter er ganske unge mennesker, der måske efterlader små børn. Det er så vigtigt at have tid til at tage et spil playstation, når tingene bliver for svære at forholde sig til, eller hvis den anden forældre skal have tid til at sige farvel. Og det er næsten ikke til at holde ud at tænke på, hvis vi ikke længere har en halv times omsorg til de pårørende, der lige har mistet deres nærmeste, siger Lotte Kold.
Også i patienternes sidste tid i livet kan sparekravene allerede mærkes: Hospitalet mistede både sin præst, psykolog og socialrådgiver på Herlevs sorte onsdag, og det er netop de rådgivere, de døende patienter og deres pårørende har allermest brug for.
- Også vi, der oplever døden dagligt i vores arbejde, har brug for at vende forskellige situationer og reaktioner med psykologen. Det er her vi fortæller om den dødsangst, det efterlader hos os, og her vi vender, hvordan man får sagt til en patient, at hun eller han har tre uger tilbage at leve i, forklarer Lotte Kold.
Når en af afdelingens patienter dør, plejer de ansatte på afdelingen at binde en buket af de blomster, der står hos patienterne. Og her slår Dorte Brinkmann i bordet: Det lille tegn på menneskelighed og omsorg skal ikke skæres væk, uanset hvad, fastslår hun.
- Den tid tar jeg mig! Så kan det godt være, at fru Hansen må vente fem minutter længere på sit bækken. Men der må være grænser, understreger Dorte Brinkmann.

Tomme kitler
Samtidig med at de ansatte, der er blevet tilbage på Herlev Hospital, skal løbe hurtigere, slås de også med skyldfølelse overfor de fyrede kolleger.
- Jeg har tudet mig i søvn flere nætter i træk. Jeg følte, det var min skyld, at mine kolleger var blevet fyret, når jeg ikke var, indrømmer Dorte Brinkmann.
Både hun og Lotte Kold var også med til at slå fast, at grænsen var overskredet, da 136 af deres kolleger blev fyret på 'sorte onsdag'.
- Vi var med til at hænge tomme kitler op i forhallen for at markere, hvor absurd det er, at de kitler kunne udfyldes af folk, vi mangler, og som også gerne vil arbejde her, fortæller Lotte Kold.
Markeringen skulle også placere et ansvar for nedskæringerne i sundhedsvæsenet, siger Dorte Brinkmann.
- Det er vigtigt, at få forklaret manden på gaden, at selvom vi knokler, alt hvad vi kan, for at skabe verdens bedste sundhedsvæsen, så nytter det jo ikke noget, når de bliver ved med at skære. Det er simpelt hen ikke til at forstå, at vi skal straffes for at have knoklet ekstra, siger hun.
Lotte Kold sammenligner situationen på hospitalerne med de banker, regeringen har overført milliarder af skattekroner til.
- Hvis vi havde været bankfunktionærer, havde vi fået en kæmpe bonus, for alt det vi har knoklet. Vi har brug for en bankpakke til hospitalerne, fastslår Lotte Kold.