19 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

NOAH kritiserer GMO-forsøg

NOAH kritiserer GMO-forsøg

Onsdag, 24. februar, 2010, 00:00:00

Forsøg med GMO`er bør være længere og grundigere, mener NOAH. Ellers afsløres det ikke, om der sker skader på organer. Fødevarestyrelsen afviser

Miljøbevægelsen NOAH er stærkt kritisk overfor, at EU`s Fødevarekomité (EFSA) har godkendt endnu en gensplejset raps. Det gensplejsede rapsoliefrø GT73 skal kunne tilsættes fødevarer og dyrefoder. Nu venter rapsen på at blive endeligt godkendt af Fødevarestyrelsen i Danmark.
- Der findes ikke nok dokumentation for, at de genmodificerede produkter ikke indebærer en sundhedsrisiko for mennesker og dyr, advarer Inge Ambus, fra NOAH`s landbrugs- og Fødevaregruppe.
Hun har netop afleveret et høringssvar om rapsen til Fødevarestyrelsen, der godkender markedsføring af gensplejsede afgrøder i fødevarer og foder i Danmark.
EFSA henviser til, at rapsen er været testet på kyllinger. Men der blev kun brugt femten procent GMO-raps i forsøget, konstaterer NOAH. Det er producenten af rapsoliefrøet (gensplejsningsgiganten Monsanto, red.), der selv har stået for forsøget. Og store dele af forsøget er hemmeligt for offentligheden.
Ved et andet forsøg blev der kun brugt ti procent GMO og forsøget løb kun over 42 dage.
- Fodringsforsøgene bør udføres over en væsentlig længere periode, og der bør ske en sammenligning mellem foder, som består udelukkende af GMO-raps og foder, der alene består af traditionel raps. De forsøg som EFSA refererer til, er langt fra tilstrækkelige til at bevise, at den pågældende raps er sikker at indtage for forbrugerne, siger Inge Ambus til Arbejderen.
EU`s Fødevarekomité kalder det 'usandsynligt' at rapsen er sundhedsskadelig.
- Det kan jeg som forbruger ikke bruge til noget. Sådan en udtalelse viser med al tydelighed, at forsøgene ikke er gode nok. Der er en masse ting, som der ikke kommer frem ved den slags 'forskningsforsøg': Eksempelvis bliver skader på organer og skader på evnen til at forplante sig ikke afsløret ved korte forsøg med en lav grad af GMO, uddyber Inge Ambus.
Fødevarestyrelsen afviser, at der skal laves grundigere forsøg:
- Gensplejsede organismer har altid delt vandene. For nogle danskere er det nok sådan, at de ikke ser nogle fordele ved GMO og synes det er forkert at genmodificere planter til fødevarebrug. Herudover er de bekymrede for, om produkterne er sunde. Det afspejles ved de mange spørgsmål, der stilles ved de videnskabelige undersøgelser af GMO'ernes sikkerhed, siger Hanne Boskov Hansen, specialkonsulent i Fødevarestyrelsen til Arbejderen.
Hun afviser, at der er grund til bekymring.
- Eksperterne i Fødevareinstituttet og i EFSA mener ikke, at der bør være et generelt krav at undersøge, hvor mange unger forsøgsdyr fodret med GMO får, fordi sådanne forsøg ifølge eksperterne ikke vil bidrage med noget nyt i forhold til risikovurderingen. Desuden er der også forskel på forsøgsdyr, og vi forsøger også at begrænse brugen af forsøgsdyr, uddyber Hanne Boskov Hansen.
Ifølge Fødevarestyrelsen ligger der for øjeblikket 75 ansøgninger om godkendelse af GMO`er (især ris, sukkerroer, bomuld og soja) til fødevare- og foderbrug i EU. Herudover er der cirka ansøgninger om forlængelse af eksisterende godkendelser.
- Danmark har ikke så stor stemmevægt i ministerrådet. Men vi har lige så meget taletid i debatten og kan derigennem fremføre vores synspunkter. Men det kan sagtens være, at vi bliver stemt ned. Faktisk har der aldrig været det nødvendige flertal blandt EU's miljøministre for at markedsføre GMO'er til fødevarer og foder i EU, så det er EU-kommissionen, der har fået GMO'erne indført i medlemslandene, forklarer Hanne Boskov Hansen.


GMO`er godkendt i Danmark som fødevarer
- To sorter majs
- En sort tobak
- En slags salat

GMO`er godkendt i Danmark som foder
- 12 sorter majs
- Seks sorter bomuld
- Tre sorter raps
- Tre sorter soja
- En slags sukkerroe

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


24. feb. 2010 - 00:00   03. sep. 2012 - 12:49

Indland