13 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Mere SU til de hurtige

Mere SU til de hurtige

Lørdag, 27. februar, 2010, 00:00:00

Regeringens nye arbejdsgrundlag lægger op til en ny SU-reform. De studerende er klar på barrikaderne, hvis SU`en skal beskæres

De studerende skal hurtigere igennem uddannelsessystemet. Det vil regeringen sørge for med en ny SU-reform. Sådan lyder det i regeringens nye arbejdsgrundlag 'Danmark 2020'. I det står, at mulighederne for en reform, som vil 'tilskynde' de studerende til at færdiggøre deres uddannelse tidligere, skal undersøges.
Oppositionen og de studerende er ikke begejstrede.
- Jeg er bekymret for, at det vil betyde forringelser på SU-området. Det er helt forkert at ramme de studerende, som har svært ved at klare sig igennem uddannelsessystemet, på pengepungen. Det rammer socialt skævt og gør det endnu sværere for en gruppe unge at tage en uddannelse, siger Nanna Westerby, SU-ordfører for SF, til Arbejderen.
SF er med i Folketingets SU-forlig. Derfor er Nanna Westerby spændt på at få uddybet, hvad der ligger i forslaget, og om regeringen har tænkt sig at bryde forliget.
Ifølge Rasmus Jarlov, SU-ordfører fra Konservativt Folkeparti, er der ingen grund til bekymring. Det er nemlig endnu ikke afgjort, hvad en mulig SU-reform kommer til at indeholde, og om det vil betyde nedskæringer i SU`en.
- Jeg kan endnu ikke sige noget om, hvad reformen vil indeholde. Det eneste, som er vigtigt, er at gøre det attraktivt at blive hurtigere færdig med sin uddannelse. Den største udfordring for samfundet er fremtidig arbejdskraft, og så nytter det altså ikke noget, at unge er så lang tid om at blive færdige, siger Rasmus Jarlov til Arbejderen.
Den udmelding køber Nanna Westerby ikke.
- Regeringen har slet ikke har forstået problemet. Problemet er ikke, at de unge ikke bliver færdige. Det, som er problemet, er, at der ikke er job at få for de færdiguddannede unge, siger hun.
Nanna Westerby efterlyser i stedet, at regeringen tager nogle tiltag for at mindske den stigende ungdomsarbejdsløshed.
De studerende mener heller ikke, at der er behov for forringelser for få dem til at blive hurtigere færdige. Derimod peger de lærestuderende på en generelt forbedring af SU`en til alle:
- At læse til lærer må betragtes som et fuldtidsjob og må derfor også lønnes som et fuldtidsjob. Alt for mange kommer i klemme i uddannelsessystemet, fordi de må tage arbejde for at få dækket deres udgifter, siger Line Hjarsø, formand for Lærestuderendes Landskreds.
Sidste forår foreslog skattekommissionen at forkorte SU-perioden. Det førte til massive protester blandt de studerende og blokader flere steder. Det vil ske igen, hvis regeringen rører ved SU`en, lover de universitetsstuderende.
- Der er allerede rigtig mange bekymrede studerende, der har kontaktet os for at høre, hvad der foregår. Jeg tror roligt, jeg kan sige, at der igen vil blive ballade, hvis regeringen vil skære i SU`en, siger Mikkel Zeuthen, formand for Danske Studerendes Fællesråd.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


27. feb. 2010 - 00:00   03. sep. 2012 - 12:49

Indland