13 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

OK2010: Byggeforlig uden kædeansvar

OK2010: Byggeforlig uden kædeansvar

Lørdag, 06. marts, 2010, 00:00:00

OK-forliget i byggeriet giver ikke nogen garanti mod løndumping, vurderer Arne Knudsen fra 3F`s OK-udvalg. Han er en af de seks i OK-udvalget, der stemte imod forliget

Det to-årige forlig for 55.000 ansatte i byggeriet, der blev indgået i går morges, sikrer ikke det kædeansvar, som fagforbundene 3F og TIB krævede.
Kædeansvaret skulle have sikret deres medlemmer mod løndumping på byggepladserne fra underentreprenører, der misbruger billig udenlandsk arbejdskraft. Men forliget indeholder ikke noget krav om, at underentreprenører skal være omfattet af overenskomsten, og at hovedentreprenøren holdes ansvarlig, hvis en underentreprenør begår overenskomstbrud for derefter at fordufte ud af landet.
- Forliget indeholder en masse gode hensigtserklæringer imod løndumping. En masse 'kan' og 'bør' - men ingen 'skal'. Og de 'lynhurtige' sager kan stadig trække ud i måneder. Dertil er lønstigningerne alt for små, især for lærlingene, siger Arne Knudsen, formand for 3F Århus byggegruppe, til Arbejderen.
Han var en af seks medlemmer i 3F`s OK-udvalg, der stemte imod forhandlingsresultatet.
3F`s hovedforhandler, John Larsen, der er formand for forbundets byggegruppe, indrømmer, at forliget ikke sikrer kædeansvar.
- Men vi har fået forpligtet Dansk Byggeri til at tage ansvar som aldrig nogensinde før og sikret, at sagerne bliver behandlet lynhurtigt. Samtidig får hovedentreprenørerne ansvar for at udrede deres underentreprenørers forhold. Det er en enorm landvinding, som vi nu kan og skal bruge i kampen for lige vilkår på danske byggepladser, mener John Larsen.
Men det er ikke godt nok, fastholder Arne Knudsen.
- Vores forhandlere siger, at det var det bedst opnåelige, men jeg vil i hvert fald opfordre til, at vi samler kræfterne for et nej, siger han.
Samme anbefaling kommer fra Anders Olesen, formand for TIB afdeling 9 og for Byggefagenes Samvirke i København.
- Efter det jeg har fået oplyst, indeholder forliget ikke kravet om kædeansvar. Alene derfor må jeg sige nej. Det er min personlige anbefaling, da vi jo ikke har haft lejlighed til at diskutere det i Byggefagenes Samvirke endnu, siger Anders Olesen til Arbejderen.


Hovedpunkterne
* Forliget anbefaler Dansk Byggeris medlemmer at sikre sig, at også underentrepriseaftaler udføres i henhold til danske overenskomster.
* Sager, hvor der er tvivl om, at overenskomsten er overholdt, kan behandles hurtigere.
* Mindstelønnen bliver hævet med 1,10 kroner første år og 1,75 kroner det andet år.
* Alle priskuranter hæves med 1,5 procent det første år og 1,8 procent i andet år.
* Lærlingelønnen stiger første år to procent, andet år 2,5 procent.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. mar. 2010 - 00:00   03. sep. 2012 - 12:49

Indland