13 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Arbejdsløse stiller krav til S-SF

Arbejdsløse stiller krav til S-SF

Onsdag, 10. marts, 2010, 00:00:00

Vi kæmper for et regeringsskifte. Men vi stiller også krav til en ny regering om at føre en helt anden politik. Sådan lyder meldingen fra arbejdsløshedsmøde

Dagpengene skal forhøjes med 25 procent, og der skal ikke være nogen tidsbegrænsning på udbetalingen.
Sådan lyder et par af de helt kontante krav, som arbejdsløse fra hele landet har til en ny regering.
- Vi gider ikke stille krav til den nuværende regering. Det har vi prøvet i årevis. Nu må en ny regering melde sig på banen med løfter om at skabe job og stoppe hetzen mod de arbejdsløse, siger Michael Johnson.
Han er arbejdsløs murer og var med til at arrangere mandagens landsdækkende møde for arbejdsløse i København. Over 100 arbejdsløse fra omkring ti forskellige byer deltog i mødet.
De vil arbejde aktivt for at få et regeringsskifte, men slår samtidig fast, at det ikke nytter noget, hvis en ny regering fører den samme politik som i dag.
'Skal en ny regering sikre sig vores opbakning, vil vi se resultater i løbet af de første 100 dage', erklærer de arbejdsløse i en udtalelse, som blev vedtaget på mødet efter grundig diskussion.
Deltagerne rejser 14 helt konkrete krav til forbedringer for de arbejdsløse. Listen omfatter blandt andet også igangsættelse af klimainvesteringer, indsats mod social dumping og afskaffelse af tvangsaktivering.

Spot på bagmændene
Spørgsmålet om social dumping fyldte en del på mødet.
- Hvis vi ikke gør noget, går det som i Berlin, erklærede Anders Olesen, formand for Byggefagenes Samvirke i København.
- Her benyttede kyniske bagmænd sig af byggeboomet i 90`erne efter murens fald. De importerede dårligt stillede kollegaer fra Rumænien og Polen og pressede lønnen helt i bund. Beskæftigelsen for de organiserede bygningsarbejdere faldt, lønnen faldt og fagforeningerne kollapsede nærmest, fortalte Anders Olesen.
For at undgå en lignende udvikling i Danmark prioriterer byggefagene kampen mod social dumping meget højt og går benhårdt direkte efter bagmændene, som tjener penge på at importere billig udenlandsk arbejdskraft.
- Vores kamp handler om at fastholde solidariteten og fællesskabet. Det må aldrig blive til et spørgsmål om, hvor vidt du er dansker eller polak, understregede Anders Olesen.
Den pointe blev understreget af de medlemmer fra Den Polske Klub under Byggefagenes Samvirke, som var med på mødet. De er alle fagligt organiseret og stort set alle arbejdsløse. Der er ikke job til polakker, som kun arbejder på overenskomst.

Ydmyget
Mange af de arbejdsløse føler sig ydmyget af systemet, ikke mindst de private jobfirmaer fik mange drøje hug med på vejen.
- I vores gruppe var der en dygtig bygningssnedker, som af Institut for Karriereudvikling var blevet sendt i praktik i Silvan, hvor han skulle sætte varer på plads, fortalte Jens Borking under opsamlingen af gruppediskussionerne på mødet. En anden arbejdsløs havde fået en diskette med hjem af det private firma og besked om at søge fire job om ugen ud fra anvisningen på disketten.
Deltagerne håber, at mandagens møde bliver optakten til opbygningen af en landsdækkende arbejdsløshedsbevægelsen. Der blev nedsat en gruppe som skal koordinere kommende initiativer. Der var blandt andet forslag om en fælles hjemmeside, en klimaaktionsdag og en stor fælles manifestation for de arbejdsløses krav.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. mar. 2010 - 00:00   03. sep. 2012 - 12:49

Indland