08 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kamp mod lønsnyd fortsætter

Kamp mod lønsnyd fortsætter

Torsdag, 18. marts, 2010, 00:00:00

OK-forlig stopper ikke løndumping. Derfor siger et flertal af byggefagforeningerne i København nej til forligene

Hovedparten af byggefagforeningerne i København siger nej til de resultater, der er kommet ud af overenskomstforhandlingerne.
Det er konklusionen på årsmødet i Byggefagenes Samvirke, som fandt sted i tirsdags.
- Byggefagforeningerne er hårdt plaget af danske og udenlandske firmaer, som systematisk sætter overenskomsterne under pres. De havde en forventning om at få nogle redskaber, som kunne sætte en stopper for social dumping. Det mener de ikke, de har fået, siger Per Olsen til Arbejderen.
Han er formand for Dansk El-Forbund, Afdeling København, hvor langt fra alle medlemmer er beskæftiget i byggebranchen. Elektrikerne har ikke nær de samme problemer som mange af de andre faggrupper i byggeriet. Alligevel har han stor forståelse for deres holdning til de indgåede forlig.
- Flere af vores medlemmer kommer jo også på de arbejdspladser, hvor der går underbetalte udenlandske håndværkere. Det er tydeligt, at kampen for, at arbejdet skal udføres på overenskomstmæssige vilkår, fylder mere og mere, både i det daglige arbejde og på møderne i Byggefagenes Samvirke.
Claus Von Elling, formand for bygningsområdet i TIB afdeling 9 er helt enig.
- Nu vil vi forsøge at påvirke det her politisk. Vi har over 30 millioner kroner til gode i Polen, men vi får aldrig pengene. Det må kunne lade sig gøre at lovgive, så man gør hovedentreprenøren ansvarlig, når en underentreprenør render fra regningen, siger han til Arbejderen.
På årsmødet præsenterede Byggefagenes Samvirke sin plan for at gøre noget ved arbejdsløsheden. Planen kan på én og samme tid sætte gang i beskæftigelsen, bidrage til et bedre klima og gavne økonomien.
- Der er absolut ingen negative effekter ved at følge vores plan. Det er bare om at komme i gang, lyder opfordringen fra Anders Olesen, formand for Byggefagenes Samvirke.
Han har ikke den store tiltro til, at regeringen foretager sig noget. Derimod er der forventninger til en eventuel ny regering.
Planen blev da også positivt modtaget af de tre politikere, der var inviteret til mødet, nemlig Lennart Damsbo (S), Villy Søvndal (SF) og Line Barfod (EHL).
Byggefagforeningerne gav dem besked med retur til Christiansborg om, at de forventer, at en ny regering indfrier fagbevægelsens krav om at skabe klimajob udført på overenskomst.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


18. mar. 2010 - 00:00   03. sep. 2012 - 12:49

Indland