Oppositionen er forsigtig med løfter til arbejdsløse. De tager dog positivt mod forslag om at sætte gang i beskæftigelsen og gøre livet mindre surt for de arbejdsløse
Når der kommer en ny regering, så bliver dagpengesatsen hævet.
Det er Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten enige om.
- Der er klart brug for højere dagpenge, der kan udligne forskellen mellem løn og arbejdsløshedsdagpenge, siger Eigil Andersen, arbejdsmarkedsordfører i SF til Arbejderen.
Han vil ikke lægge sig fast på en bestemt procentsats, men siger, at det må afhænge af forhandlinger i den nye regering.
Lennart Damsbo-Andersen fra Socialdemokraterne er helt enig i, at der er brug for en regulering af dagpengene.
- Men jeg kan ikke på stående fod sige, hvor meget satsen skal forhøjes med, siger han til Arbejderen.
Kamp er nødvendig
De arbejdsløse, der var samlet til landsmøde i København den 8. marts, kan dermed ikke være sikre på, at de to største oppositionspartier i en ny regering vil indfri deres krav om at forhøje dagpengene med minimum 25 procent.
Kravet er ét af i alt 14 konkrete krav til en ny politik på beskæftigelsesområdet, som blev vedtaget på landsmødet og efterfølgende sendt til oppositionspartierne.
Kun Enhedslisten bakker op om kravet om at hæve dagpengene med 25 procent.
- Vi har fremsat forslaget i Folketinget, uden held. Det samme gælder flere af de andre krav, som de arbejdsløse nævner, siger Line Barfod, Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører.
Hun synes, at de arbejdsløses krav bærer i den rigtige politiske retning, og Enhedslisten er klar til at kæmpe for dem i Folketinget, forsikrer hun over for Arbejderen.
- For selv med en ny regering vil det blive nødvendigt at kæmpe for at få mange af de her tinge igennem. Både når det gælder dagpengenes størrelse, som det endda kan være svært at overbevise de store fagforbund om, men også hvad angår kravet om at få udført arbejde på overenskomst og i respekt for den danske lovgivning, mener Line Barfod.
Tvivl om skattestop
Selvom Lennart Damsbo-Andersen synes, at mange af forslagene ser fornuftige ud, så indrømmer han, at nogle af dem går videre end han selv kan bakke op og også bliver svære at få ind i et regeringsgrundlag.
- Jeg tænker for eksempel på skattestoppet, selvom det da er fair nok at foreslå det afskaffet.
Eigil Andersen mener ikke, at man bare kan besvare kravet om at fjerne skattestoppet med et ja.
- Sammen med Socialdemokraterne har vi lavet 'Fair forandring'. Heri ligger der nogle forslag til omlægning af skatten, og vi tager også fat på hele problematikken med at fremrykke offentlige investeringer til gavn for beskæftigelsen, påpeger ordføreren fra SF.
Alle tre partier ser positivt på klimainvesteringer, der samtidig skabe nye job. Enhedslisten og SF fremhæver nødvendigheden af at arbejdet foregår på lige vilkår.
Der er umiddelbart heller ingen slinger i valsen, når det kommer til snakken om at sanere ud i urimelige rådighedsregler og kontrol af de arbejdsløse.
- Hele arbejdsmarkedsområdet er gennemsyret af mistro til de ledige.Man bruger energien på kontrol i stedet for at sikre, at de ledige får en uddannelse, der kan bringe dem tilbage på arbejdsmarkedet, siger Lennart Damsbo-Andersen.
Line Barfod tror også på, at der er basis for at ændre det aktiveringscirkus, de arbejdsløse blive trukket igennem i dag.
- Men vi kommer ikke igennem med kravene i Folketinget, hvis ikke der også er en bevægelse udenfor, der mener det samme, siger hun.
Krav fra arbejdsløse
1. Sæt klimainvesteringer i gang.
2. Fjern skattestoppet.
3. Stop løntrykkeri og social dumping.
4. Alt arbejde skal udføres i respekt for nationale overenskomster og lovgivning.
5. Indfør øgede kontrolforanstaltninger med EU`s indre markeds 'fri bevægelighed'.
6. Fjern alle skattefinansierede fradrag, som udepenge, forplejnings- og befordringsfradrag.
7. Indfør afgift på firmaers udflagning, hvis de har modtaget statsstøtte eller statsfinansierede lån
8. Forhøjelse af dagpengene med minimum 25 procent.
9. Ingen ungdoms- og dimittendsatser, ingen tidsbegrænsning i udbetalingen.
10. Pensionsbetaling til arbejdsløse, syge, kvinder på barsel og så videre.
11. Rådighedsreglernes mistænkeliggørelse og urimelige kontrol skal fjernes.
12. Klikket på Jobnets hjemmeside skal fjernes.
13. Afskaf tvangsaktivering.
14. Indfør statslig arbejdsformidling, væk private aktører.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278