Stilladsarbejderne glæder sig over, at beskæftigelsesministeren underkender Arbejdstilsynets nye regler for stilladsmontering
Drop reglerne om at stilladsarbejdere skal sikre sig, når de arbejder i over ti meters højde.
Den besked har beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) givet Arbejdstilsynet. Hun underkender dermed tilsynets nye regler for arbejde i højden, som skulle være trådt i kraft den 1. april.
Ministerens beslutning glæder John Ekebjærg Jakobsen, formand for de københavnske stilladsarbejdere.
- De nye regler ville gøre arbejdet mere besværligt og samtidig øge nedslidningen, uanset om vi skulle sikre os med sele eller rækværk. Derfor er vi naturligvis meget tilfredse med, at reglerne ikke træder i kraft. Fornuften har sejret, konkluderer stilladsformanden.
Han ønsker ikke, at det skal lyde, som om stilladsarbejderne ser stort på sikkerheden. Fakta er imidlertid, at det ikke er faldulykker, der er problemet i stilladsbranchen.
- Uddannede stilladsarbejdere falder simpelthen ikke ned. Det viser statistikken. Problemet er derimod nedslidning, og de foreslåede ændringer derfor et skridt i en helt forkert retning, siger John Ekebjærg Jakobsen.
Beregninger dokumenterer, at brugen af såkaldt opskydeligt rækværk, øger den fysiske belastning med 30 procent. Det har fået både stilladsarbejderne og arbejdsgiverne i branchen til at tale imod Arbejdstilsynets nu suspenderede regler.
- Vi ønsker regler, der giver reel sikkerhed. Det nytter ikke noget at sætte en grænse ved ti meter, for der er også stor risiko for at komme alvorligt til skade ved et fald fra 9,5 meter, mener John Ekebjærg Jakobsen.
Han understreger, at stilladsarbejderne fortsat gerne bidrager til at udarbejde nye og bedre regler i branchen. Det inkluderer arbejdet, som Arbejdstilsynet nu skal i gang med, nemlig at afdække forholdene i resten af Europa.
Stilladsarbejderne er foreløbig ikke kommet igennem med et forslag om, at der ved arbejde over 16 meter skal stilles krav om øget uddannelse. Uddannelse er ellers én af vejene til færre ulykker.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278