12 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

11 patienter kvalt langsomt

11 patienter kvalt langsomt

Lørdag, 27. marts, 2010, 00:00:00

Mangel på sengepladser og personale koster flere og flere patienter livet, mens de venter på en respirator. Enhedslisten kalder Bertel Haarder i samråd om sagen

I januar og februar er 11 patienter blevet kvalt langsomt, mens de ventede på at få en respirator på Rigshospitalets afdeling for kroniske vejrtrækningslidelser, Respiratorcenter Øst.
Det er en voldsom stigning i forhold til sidste år, hvor i alt ni patienter døde af for lange ventetider, og hvis udviklingen fortsætter risikerer 60 patienter at dø i år, skriver Ritzau.
- Det grænser til den værste form for ydmygelse, jeg har hørt om. Vi taler om liv og død, og det er sgu en alvorlig sag for mig og det burde det være for alle, mener Evald Krog, formand for Muskelsvindfonden, der repræsenterer en stor del af vejtrækningspatienterne.
Det er især handicappede og patienter med muskelsvind, der ikke har kræfter nok til at trække vejret selv. Det er ikke livstruende, hvis de får en hjemmerespirator til at hænge bag på kørestolen, men på grund af mangel på sengepladser og plejepersonale, dør mange inden de får en hjemmerespirator.
- Ventetiderne gør, at de dør. Og hvorfor er der ventetider? Det er, fordi man ikke vil bevilge penge til tilstrækkeligt personale. Den anden grund er, at der ikke er senge nok, forklarer Evald Krog.
Han peger på, at antallet af patienter på Respiratorcenter Øst er steget fra 35 til 1400 siden 1990. Alligevel må afdelingen klare sig med de samme fysiske rammer og mindre personale.
Også på Respiratorcenter Vest, der behandler patienter med vejrtrækningslidelser vest for Storebælt, kender til problemet med de lange ventetider.
- Vi har gudskelov ikke oplevet dødsfald, men patienterne må vente på de lokale intensivafdelinger i flere måneder før de kan komme hjem med deres egen respirator. Og det er selvfølgelig ikke det mest bekvemme, siger Afdelingssygeplejerske Charlotte Sønderskov Klitnæs til Arbejderen.
Sundhedsminister Bertel Haarder (V) har ikke ønsket at kommentere sagen.
Men det kommer han til, for Enhedslistens sundhedsordfører, Per Clausen, har indkaldt ham i samråd.
- Det er sundhedsministerens ansvar at sikre, at sundhedsvæsenets struktur fungerer. Vi vil derfor bede ham redegøre for, hvordan han vil sikre, at regionerne løfter deres ansvar i denne sag, så der ikke sker flere dødsfald. De allermest akutte patienter må vente et halvt år, og lang tid kan ingen holde vejret. Derfor skal den her sag løses nu, siger Per Clausen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


27. mar. 2010 - 00:00   03. sep. 2012 - 12:49

Indland