Der er penge at hente for firmaer, der får universiteter til at arbejde for sig, lover videnskabsministeren
Firmaer der samarbejder med universiteter og andre offentlige vidensinstitutioner scorer kassen.
Det konkluderer Videnskabsministeriet i rapporten 'Produktivitetseffekter af erhvervslivets forskning, udvikling og innovation', der blev offentliggjort i sidste uge.
Private firmaer, der får et universitet til at forske for sig, kan se frem til 15 procent højere produktivitet, end firmaer der ikke bruger universiteterne i deres forretning.
- Rapporten dokumenterer, at regeringens mål om styrket samarbejde mellem universiteter og virksomheder er den helt rigtige vej til at øge erhvervslivets indtjening og konkurrenceevne og dermed sikre arbejdspladser i Danmark, siger videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen.
I sit arbejdsprogram fra februar lover regeringen at nedsætte en såkaldt 'Matchfond' på 100 millioner kroner årligt fra 2011. Fonden skal sikre et 'endnu tættere samarbejde mellem private og offentlige institutioner om forskningsaktiviteter'.
Men Dansk Magisterforening advarer mod at omdanne universiteterne til 'service-institutioner' for erhvervslivet for at øge indtjeningen i private virksomheder:
- Den kritiske, langsigtede grundforskning må aldrig sløjfes til fordel for kortsigtet, økonomisk styret forskning for virksomheder. Risikoen er at forskning i eksempelvis forebyggelse af sygdomme, bliver nedprioriteret til fordel for udvikling af medicin, fordi det er her medicinalindustrien tjener sine penge - selvom forebyggelse er i samfundets interesse, siger Jens Vraa-Jensen, faglig konsulent i Dansk Magisterforening, til Arbejderen.
Det ser han netop som risikoen i den aktuelle sag, hvor Novo Nordisk med en stor bevilling har købt sig adgang til Københavns Universitet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278